316 / 604
67
Lovgiveren vilde modsige sig selv, ved a t erkjende
Reglen for rigtig i hiint ene Tilfælde, men ikke i alle
andre lignende; og Dommeren vilde være i Modsigelse
med Lovgiveren, hvis han ikke fulgte dennes ham be-
kjendte Villie“. — Af det Anførte fremgaar det, a t 0.
i mange Tilfælde endog tillægger lokale, partikulaire
eller specielle Love Gyldighed som Love udenfor den Kreds,
for hvilken de ere givne, og den nævnte Afhandling i j. T.
3. B. 2. H. hører derfor for saa vidt ikke hjemme paa dette
Sted, men da 0. (som af A. W. Scheel bemæ rket1)), ikke
sondrer skarpt mellem de partikulaire og specielle Loves
Benyttelse som Fortolkningsmiddel for den almindelige
Lovgivning og deres Gyldighed som Love udenfor den
Kreds, for hvilken de ere givne, og da 0 . selv i Hdb.
i Fortolkningslæren henviser til bemeldte Afhandling,
er det anset for rigtigst a t omtale Afhandlingen paa
dette Sted.
3)
Nørregaard og ældre Forfattere inddelte den
doctrinalske Fortolkning i den grammatikalske og den
logiske og denne igjen i den deklarative, indskrænkende
og udvidende Fortolkning. Andre Arter af videnska
belig Fortolkning omtales ikke, og det samme er i det
Væsentlige Tilfældet med Hurtigkarl, uagtet 0. alle
rede i „juridisk Maanedstidende“ for 1803 2. B. 11. H.
havde gjort opmærksom paa, a t de tre nævnte Arter
af Fortolkning langt fra udgjøre en udtømmende Ind
deling af den logiske Fortolkning, og a t Inddelingen
er bygget paa tvende urigtige Forudsætninger, for det
Første, a t den grammatikalske Fortolkning altid giver
et bestemt og utvetydigt Resultat, dernæst, a t den
eneste mulige Forskjel mellem den blotte Ordbetydning
og Lovens sande Mening angaar Lovstedets Qvantitet.
Dette udvikler 0. nærmere i Hdb., han paaviser her
J) „Privatrettens almindelige DeP‘ 1. B. p 216 Anm.