ASØrstedsBetydning

eller aleene en Deel, om der kun er een; thi da kan

man strax slutte: Den e l l e r h iin D ee l a f L o v e n s

A a r s a g h a r h e r ik k e S te d , f ø lg e lig k a n L o v e n

ei p a a d e n n e H a n d l i n g b l i v e a t a n v e n d e “.

„Denne Forestillingsmaade“, siger 0. i Hdb., O „er

grundfalsk. Lovgiveren maa fornuftigviis formodes at

have sagt Alt, hvad han vilde, og ei Andet, end han

vilde“. Fremdeles skriver han: „For det Første synes

det aldeles indlysende, a t man ei med Grund kan an

tage, a t Lovgiverens Yillie bortfalder i alle de Til

fælde, hvor alle dens Aarsager ei passe sig i den sæd

vanlige Grad. De øvrige Aarsager, i den Grad, hvori

disse ere tilstede, kunne jo desuagtet indeholde Grund

nok for Lovgiveren til a t ville den givne Bestemmelse.

Men ikke engang er Fortolkeren beføiet til a t antage

en Lov for uanvendelig i ethvert Tilfælde, hvor ingen

a f dens Aarsager in facto finder Sted; thi det kan

ofte være Lovgiverens Yillie, a t hans Bud ubetinget

skal anvendes paa ethvert Tilfælde, der indeholdes

under samme, uden Hensyn til, om de Aarsager, hvor-

paa Budet er bygget, in concreto finde Sted eller ikke,

efterdi en Undersøgelse herom vilde give Loven blot

for Chicane og vilkaarligt Godtbefindende, og saaledes

gjøre dens Anvendelse i de Tilfælde, hvortil den' har

sigtet, aldeles precair og usikker, hvilket Lovgiveren

kan have anseet for et større Onde, end Lovens An

vendelse i et Tilfælde, hvorpaa dens Aarsag ei passede

sig“.

Derimod antages Fortolkeren af 0. med Rette

kunne undtage alle de Tilfælde fra Lovens alminde

lige

Forskrift, som det umulig kan have været Lov

giverens Hensigt a t omfatte, thi paa saadanne Til

fælde antages Lovgiveren ikke a t kunne have villet,

at lians

Lov skulde anvendes. „At nu Tilfælde, der

J) Jfr. ogsaa juridisk Maanedstidende

for

1803 2. B. 11 H.