318 / 604
69
Om Forholdet mellem Lovens Bogstav og Lovens
Aand har 0. allerede i sit Skrift om Trykkefriheden
(1801) p. 218—219 Note blandt Andet ud talt sig saa-
ledes: „Ord ere ikke andet end Midler til a t betegne
sine Tanker. In tet Ord betyder noget uafhængigt
af den Tanke, som den Talende vil udtrykke dermed;
det er altsaa klart, a t man maa forlade Ordenes sæd
vanlige Bemærkelse, naar der ere bestemte Data for-
haanden, som vise, a t den Talende har brugt Ordene
i en anden Bemærkelse. Derimod kan jeg ikke andet
end erklære mig mod Lovens Aand og for Bogstaven,
naar man ved a t følge Lovens Aand mener: a t tilside
sæ tte Lovgiverens tydelig tilkjendegivne Yillie for .et
Tilfælde, for a t hans Bud kan komme til a t harmo
nere med de Grundsætninger, Loven ellers antager,
eller med dem, som Dommeren mener, a t den burde
antage; og det derimod skal liedeHængen ved Lovens
Bogstav, naar man ei tillader sig a t afvige fra Lovens
for et vist bestemt Tilfælde givne tydelige Bud, for a t
tilveiebringe Overeensstemmelse med den almindelige
Rets Grundsætninger og Analogi med Lovgivningens
øvrige Bestemmelser. Dette følger umiddelbar af den
simple Grundsætning: a t Lovfortolkerens Kompetence
blot ' strækker sig til a t udfinde Lovgiverens Yillie,
men ingenlunde til a t korrigere den, og derved a t
skaffe den enKonsekvents ogRetfærdighed, som den ikke
har. En Fremgangsmaade, der aabenbar vilde hæve
Lovfortolkeren over Lovgiveren, tilintetgjøre Begrebet
om en borgerlig Lov, og undergrave den almindelige
Sikkerhed“.
Hvad særlig den indskrænkende Fortolkning an-
gaar, lærte Nørregaard, ligesom Dons, a t denne For
tolkning er mere sikker end den udvidende, „thi for
a t indskrænke Loven“, siges der, „behøver man kun
a t kjende nogle af dens Aarsager, om de ere flere,