321 / 604
72
sluttes e contrario fra D. L.s 3—13—1 til Tilladelig-
heden af Fremleje. — Det er derfor af væsentlig Betyd
ning, a t 0 . har opstillet nærmere Regler for Anven
delsen af Modsætningsfortolkningen. Denne Fortolkning
siges af 0. a t hvile paa den Grundsætning, a t Lov
giveren ved a t begrænse sin Bestemmelse til en vis
Gjenstand, tilkjendegiver, a t han vil have det, der
ligger udenfor samme, anderledes behandlet (exceptio
in casibus non exceptis firmat regulam, inclusio unius
est exclusio alterius). „Denne Fortolkningsregels An
vendelighed“, siger han, „forudsætter, a t Lovgiveren
tydeligen har viist, a t han saaledes har villet udelukke
den øvrige Gjenstand fra sin Regel. Dette indlyser,
naar Lovgiveren paa et Sted, hvor han ellers har at
handle om en mere ud strak t Materie, rned Flid giver
en Bestemmelse om en enkelt Deel af sannne, eller
og han, efter udtrykkeligen a t have nævnt det almin
deligere Begreb, tilføier indskrænkende Bestemmelser,,
der vise, a t han e i' vil have Reglen anvendt i den
øvrige Deel af Begrebets Sphære“. „Under andre Om
stændigheder“, siger han fremdeles, „er det ingenlunde
klart, a t Lovgiveren, fordi han blot bestemmer Noget
om en enkelt Deel, derfor ikke kan ville det Sannne om
den øvrige Deel af Begrebets Sphære.
Dette kan
komme deraf, a t han alene er gaaet ud paa a t be-
stemme, hvad der skal gjelde om hin enkelte Deel,
uden a t han har tæ nk t sig det Hele“. Naar et Lov
sted i Henhold til det Anførte med Sikkerhed kan
anses som en Undtagelse, saa kan man dog deraf,
bemærker 0., „alene slutte, a t dets Bud i k k e i s in
h e le S t r æ k n i n g skal gjelde om de udelukkede Til
fælde, men ingenlunde, a t der om disse i alle Dele
skal gjelde en modsat Regel“. I den tidligere omtalte
Afhandling i j. T. 3. B. 2. H. havde 0. paavist, a t man
ikke deraf, a t noget i et enkelt Tilfælde i Bevillings