323 / 604
74
tale derfor; og, da saayel en skreven Lovs Natur i
Almindelighed, som vore gjeldende Loves Beskaffenhed
i Særdeleshed, fordrer, a t det unævnte Tilfælde be
handles efter Lovens Conseqvents, saa kan der ikke
være nogen beføiet Tvivl om hiin Regels Anvendelig
hed.
Men det maa nøie paasees, a t hiin Lovens
Grund i sin fulde Udstrækning passer paa det unævnte
Tilfælde. . . . Fremdeles bør det paasees, a t ikke blot
alle de positive Grunde, der tale for Lovbestemmelsen,
ere anvendelige paa det unævnte Tilfælde, men a t heller
ingen Modgrund er iveien for denne Udvidelse. Det
er nemlig aabenbart, a t Lovgiveren ved de Overveielser,
han anstiller, inden han bestemmer sig til et vist Lov
bud, ikke blot tager Hensyn til det Gode, der ved et
saadant Lovbud kan udrettes, men ogsaa til de mulige
Uleiligheder, samme kunde have til Følge, og a t han
ikke sjeldent, i Betragtning heraf, maa opgive eller
indskrænke Det, han ellers kunde ville. End videre maa
det bemærkes, at en Udvidelse“ (o: analogisk Anvendelse)
„af Loven altid maa bedømmes, med Hensyn til en
heel A rt af Retstilfælde, og a t det ingenlunde gaaer
an, a t udvide en Lovbestemmelse til det enkelte Til
fælde, fordi sammes Grunde kunne findes a t være
fuldkomment passende paa dette, betragtet i hele sin
Individualitet, men uden a t det lader sig subsumere
under en bestemt Regel, der ved en, efter de oven
anførte Regler, velgrundet analogisk Slutning lod
sig retfærdiggjøre. De Retssætninger, som den Lov
kyndige ad denne Yei udfinder, skulle være Supple
menter til Loven, Regler, som Lovgiveren, hvis han
havde tænk t sig alle Tilfælde, fornuftigviis maatte have
foreskrevet. Men Loven kan aldrig umiddelbart slutte
sig til et individuelt Tilfælde; dette maa altid først
henføres til et mere eller mindre almindeligt Begreb“.
Som et Exempel nævner han, at et Væddemaal let,