ASØrstedsBetydning

naar den paagjældende Person ikke kan træffes, hvor

for man, da Reglerne herfor i deres Natur ere vilkaar-

lige, rnaa tage sin Tilflugt til Analogi.

Skulde der i Tilfælde af, a t et Forhold skal afgjøres

efter Analogi, frembyde sig flere fra hinanden afvi

gende Lovbestemmelser, om hvis Analogi der kunde

være Tale, mener 0. i Hdb. 1. B. p. 480 —482, a t den

nærmere Analogi bliver a t foretrække for den fjærnere,

og den Analogi, som stadig gaar gjennem Lovgiv

ningen, fremfor den, der blot skal hentes fra særdeles

Anordninger, der selv ere afvigende fra Lovens al

mindelige Analogi („af Anomalier kan ei hentes Ana-

logie“); hvor ingen af disse Regler er anvendelig,

antages den nyere Lovgivnings Analogi a t rnaatte

foretrækkes for den ældre, og hvor ellers In tet

gjør Udslaget, antages den mildeste Mening a t burde

følges.

A t al analogisk Anvendelse maa bortfalde, naar

Lovgiveren udtrykkeligen har forbudt samme, synes

os n u v e l aldeles klart, men da adskillige Retslærere1),

som 0. siger, havde ment, a t hint Forhud ikke kunde

have nogen Virkning, da det strider mod sund For

nuft, a t Lovgiveren skulde ville et Tilfælde udelukket

fra sit Bud, hvorpaa dog hans Grund fuldkomment

passer s ig 2), fandt 0. sig foranlediget til a t imødegaa

denne Mening og nærmere begrunde den først om

talte Sætning. —Som Love, der efter deres Beskaffen

hed ikke kunne udstrækkes til andre Tilfælde end

6 t. Ex. Nettelbladt, jfr. Thibaut „Theorie der logischen

Auslegung des Römischen Rechts“ 2. Ausg. p. 82—84, hvor

Nettelbladts Mening gjendrives.

Dette er, som det vil ses, en meget yderlig gaaende An

vendelse af den tidligere omtalte ældre Lære, ifølge hvil

ken et Lovsted skulde fortolkes saaledes, at det kom i

Overensstemmelse med sine Grunde.