311 / 604
62
Hertil bemærker 0. blandt Andet: „Det Fortolk-
ningsmiddel, som den ældre Ret frembyder, er i sig
selv det naturligste og rneest tilgjængelige for Folket.
Man maa herved sæ tte sig tilbage til den Tid, da den
gjeldende Lov blev given, og ikke ved et Spring hen
føre den nærværende Tid til den, da de nu afskaffede
Love vare i Kraft. I det Øieblik, Chr. Y.s Lov ud
kom, vare de almeenvigtigste Bestanddele af den ældre
Ret Folket bekjendte. Ju st den Omstændighed, a t
hiin Lov saa meget sluttede sig til den ældie Ret,
gjorde, a t den let blev baade forstaaet og elsket; hvad
der i samme var nyt, m aatte naturligviis være Det,
som længst blev Folket fremmed, og hvorom de Paa-
gjeldende lettest kunde være uvidende eller have
vildfarende Begreber.
In te t var derfor naturligere,
end a t man da forstod Loven i muligste Overensstem
melse med den ældre Ret. Men, var dette rigtigt paa
den Tid, Loven udkom, saa kan Loven ikke siden for
andre sin Betydning derved, a t man er kommet læn
gere tilbage fra den Tid, hvori den ældre Ret v a r
levende i Folkets Bevidsthed. Desuden er den nær
værende Tids Begreber og Grundsætninger ikke abso
lu t afsondrede fra dem, som gjeldte hiin Tid; men
disse have forplantet sig gjennem de forskjellige Slægt
følger, skjøndt naturligviis ikke uden mangfoldig Ind
virkning af nye Forestillinger, nye Forhold og nye
Love. Saafremt det i sig var gjørligt, a t fortolke
Lovene, uden Hensyn til de ved disses Stiftelse gjel
dende og siden uformærket fra Slægt til Slægt over-
gaaede Begreber, vilde Folket vistnok finde den nye
Ret, man saaledes skaffede samme, ganske fremmed;
og det vilde kun lidet hjelpe, a t man kunde gjøre de
‘ nye Fortolkningers grammaticalske og logiske Rigtig
hed begribelig, a t man kunde bevise deres Overens
stemmelse med Retsphilosophien og med Grundsætnin