310 / 604
6 1
udledes af den almindelige Retslære, en større Yægt
end de Grunde, der stø ttes paa, a t der maa være For
modning for, a t der er Harmoni dels mellem Be
stemmelserne i det enkelte Lovbud, dels mellem Lov
givningens Bestemmelser i det Hele taget. A t 0. ikke
kunde være enig heri, er allerede omtalt i dette Værks
1. D. p. 38 ff., hans Mening kan siges a t være sammen
trængt i følgende Sætning: „De Begreber og Grund
sætninger, som Lovgivningen selv klarligen har lagt for
Dagen, maae dog vel have større Vægt, end de, som
Retsphilosopherne antage, og i hvilke de ofte ere saa høist
uenige.“ Det er fremdeles i dette Værks 1. D. p. 42
omtalt, a t Lassen i sit nævnte Værk kun tillagde de
historiske Fortolkningsgrunde en subsidiair Betydning.
Han mente nemlig, a t det m aatte følge af den i Chr.
V.s Lovs Fortale indeholdte Bestemmelse om, a t de
ældre Love ikke af Dommeren maatte anses, a t man
ikke paa Grund af de i samme indeholdte Bestemmelser
kan tillægge nogen gjældende Lov en Betydning, som
man ikke af andre Grunde maatte erkjende for rigtig.
Dette Princip, der saaledes af Lassen antoges udtrykke-
ligen a t være forkyndt i Fortalen til Chr. V.s Lov, for
mentes af ham ogsaa a t være aldeles overensstem
mende med Sagens Natur, „da“, som han siger, „en
Lov, der i det Hele er afskaffet, ikke i nogen Hen
seende kan gjelde som saadan, hvilket den dog ufeil-
barligen maatte forsaavidt den skulde bestemme For
tolkningen af en anden“. Han anfører ogsaa, a t den
modsatte Lære formentlig vilde gaa ud paa, a t Under-
saatterne skulde være forpligtede til a t rette sig efter
Love, som de ikke vare forpligtede til a t kjende.1)
P Derimod mener Lassen, at Betydningen af Ord og Tale-
maader i en Lov kan oplyses ved de ældre Love (ligesom
ved gamle Bøger og Dokumenter).