308 / 604
59
det, der, efter Ordforstanden, ligger i Loven, saa hører
dette endnu indenfor Fortolkningens Grændser; thi
dennes Gjenstand er, a t udfinde Lovstedets M en ing .
Men, naar der fra een Lovbestemmelse udledes Slut
ninger til, hvad der maa gjelde om andre Tilfælde,
som Lovgiveren lige saa lidet ved hiin Betegnelse har
villet betegne, som de virkeligen ved de brugte Ord
ere betegnede, saa kan dette ikke længere kaldes en For
tolkning. Retslæren er uden Tvivl beføiet til a t gjøre
slige Slutninger, thi de ubenævnte Tilfælde bør be
handles i Conseqvents med de benævnte, deels fordi
Lovgiveren fornuftigviis maa antages a t ville hvad der
følger af hans Forskrivter eller af de Grundsætninger
og Hensigter, hvorved disse Forskrivter ere fremkaldte,
deels fordi en vedbørlig Retsorden ikke kan tilveie-
bringes uden ved en conseqvent Behandling af de for-
skjellige Tilfælde. Men det er da ikke længere For
tolkning, Udvikling af en Lovbestemmelses Betydning,
af Det, Lovgiveren har villet tilkjendegive, men det er
da Lovgivningens A a n d , man benytter.“ Som et
Exempel nævner 0., a t man ikke kan siges a t fortolke
1—13—15 N. L. 16, naar man antager, a t et fjendt
ligt Forhold til en af Parterne, lige saa vel maa kunne
berøve en Dommer som et Vidne hans Habilitet, idet
nemlig den nævnte Lovens Artikel hverken har sagt
eller villet sige det, som man med Hensyn til Dom
meren kan hidlede fra samme, naar andre Lovbestem
melser og Betragtninger, hentede af Sagens Natur,
tages til Hjælp.
0.
fremhæver a tte r og atter, a t der
er en bestemt Forskjel mellem den egentlig udvidende
Fortolkning og den analogiske Anvendelse; men da det
var det Sædvanlige, a t man ogsaa indbefattede de
Slutninger, som man gjorde fra et Lovbud til uomtalte
Tilfælde, under Benævnelsen Fortolkning, og da de
nævnte Slutninger efter Ø.s Mening i det Væsentlige