304 / 604
a t de fleste Retsforskere have antaget den modsatte
Mening.
Med Hensyn til de tinglige Rettigheder var det,
da 0. skrev sin Afhandling i Eunomia, ubetinget den
almindelige Mening i Udlandet, a t rørlige Ting skulle
betragtes som værende paa Personens (Ejerens) Bolig.
Uagtet 0. nu ganske vist kun meget ufuldstændig be
handler de tinglige Rettigheder, er det dog klart, a t
han ikke hylder denne Mening, der ogsaa senere
andetsteds maa anses opgiven. Han hævder nemlig,
a t Underpanterettigheder over de her i Landet væ
rende Løsøregjenstande maa bedømmes efter de danske
Love, selv om Ejeren bor i Udlandet.
I Henseende til Arveretsforholdene lærer 0., a t
„det følger af Sagens Natur, a t en Afdøds efterladte
Formue bør betragtes som enEenhed, og tilfalde dem,
som, efter de Love, hvorunder den Afdøde for sin
Person hørte, dertil ere berettigede, og a t altsaa den
Domstoel, der var den Afdødes personlige Værneting,
eller den særdeles Ret, som er anordnet, til inden for
denne Domstoels Grændser a t forrette Skifter, har a t
behandle den Afdødes Boeu, medens der ikke tages
Hensyn til, hvor den Afdødes Effekter findes, eller
hvor han døde, og i saa Henseende henvises ogsaa til
Frd. 21. Juni 1793 § 1. 0. antager derfor, a t „lige
som det Lands Love, hvorunder den Afdøde for sin
Person hørte, maaé være Reglen for hans Godses De
ling ab intestato, saaledes bør og de testamentariske
Dispositioner, en Afdød har efterladt sig, ene og allene
bedømmes efter paa hans Hjemsted gjældende Love“,
og dette antages ogsaa a t maatte gjælde med Hensyn
til Testamentets Form, og det, selv om Testator tid
ligere og paa en Tid, da Testamentet oprettedes, boede
i et andet Land.