309 / 604
60
maa rette sig efter de samme Love, som den egentlige
Fortolkniug, saa fandt han det re tte st a t lempe sig
efter denne Talebrug og a t indbefatte under Foitolk
ning tillige den analogiske Anvendelse; imidlertid vil
det i Almindelighed uden Vanskelighed kunne ses, om
de af ham opstillede Regler angaa den udvidende For
tolkning i egentlig eller snævrere Forstand, eller den
analogiske Anvendelse, eller maaske begge Delex).
2.
Der skal ikke her gjøres Forsøg paa a t nævne
alle de Punkter, hvorpaa ø. har bidraget til a t sætte
Fortolkningsmidlerne eller Fortolkningsgrundene i et
rigtigere Lys end tidligere; her skal kun omtales
enkelte Hovedpunkter.
Allerede i dette Værks 1. D. p. 37 er det anført,
a t Lassen i den nævnte Afhandling lagde for megen
Vægt paa de af den almindelige Retslære udledede
Retssætninger ved Fortolkningen af de positive Love,
uagtet hans Lære dog ganske vist vai et Fremskridt
i Forhold til Nørregaards Lære, der endog førte til, a t
de naturlige Love skulde foretrækkes for de positive
Love. A t Lassen tillagde de naturlige Retssætninger
for stor Betydning, viste sig navnlig deri, a t han til
lagde de Grunde til et Lovsteds Fortolkning, som kunne
3) M. H. Bornemann skjelner i den nævnte dissertatio vel
ogsaa mellem den udvidende Fortolkning og den analogiske
Anvendelse, men det er ingenlunde klart, hvorledes han
egentlig opfatter disse Begreber; han skriver saaledes i
n. j. A. 22. B. (1818) i et Svar paa en Recension over hans
dissertatio, at han i denne har af „Lovgiveiens Villie
(d. e. Villiesbestemmelse) som s a a a a n udledet Lovens
analogiske Retsgyldighed eller dens Analogies forpligtende
Kraft, og paastaaet. at Lovens Grund (ratio legis), som
B e s t a n d d e e l a f L o v g iv e r e n s Y illie , har samme For
dring paa Lydighed, som Lovens Befaling, forsaavidt Lov
giveren ikke anderledes har befalet.‘‘