305 / 604
56
Fra den anførte Regel, a t en Afdøds Efterladen
skaber skulle behandles og gaa i Arv efter det Steds
Love, hvor han har sit Hjem paa den Tid, han
dør, blev der, bemærker 0., af de fleste Retslærde
gjort en Undtagelse med Hensyn til faste Ejendomme,
og han siger i saa Henseende: „Man pleier a t hidlede
den af den almindelige Grundsætning, hvorefter urør
lige Eiendomme, uden Hensyn til Eierens Person, skulle
være den Jurisdictions Love undergivne, hvorunder
Eiendommen ligger. Denne Grundsætning er“, bemær
ker han videre, „vist nok upaatvivlelig rigtig, naar
der handles om de Love, som angaae Eiendommens
Benyttelse, om de Afgifter, som deraf skulle svares,
om de Former, hvorunder en Eiendom kan sælges
eller pantsæ ttes o. s. v. Den er og, uden Spørgsmaal,
anvendelig paa Arvefølgen, forsaavidt der, med Hen
syn til visse faste Eiendomme, er anordnet en særegen
Arvemaade, i hvilket Tilfælde Eiendommen bliver a t
behandle efter andre' Regler end de, hvorefter Eierens
øvrige Formue skal gaae i A rv“. (Som Exempel næv
nes Frd. 14. Oktober 1773 og Frd. 13. Maj 1769).
„Men“, siger han fremdeles, „hvor ingen sær Arveret
er fastsat for Eiendommen, synes den a t maatte følge
Eierens øvrige Formue. Den er da, ligesom Arveretten
til hans øvrige Gods, ene grundet paa de personlige
Forhold til ham, og synes altsaa a t maatte bedømmes
efter de Love, hvorunder han har sit Hjem, og hvilke
han, for sin Person, var underordnet“. Denne Ø.s Lære
som senere vil findes gientaget i de nyere her i Landet
udkomne privatretlige Systemer, er iøvrigt allerede
fremsat i en af ham afgiven Betænkning, som ligger
til Grund for Cskr. af 20. November 1819.