81 / 604
74
ersteren“, 1805, og „Das Criminalverfahren in den deut-
schen Gerichten, 1815“, gjort den juridiske Vished og de
Fordringer, der navnlig i Straffesager maa stilles til
denne (hvad han kalder „Criminalgewissheit“), til Gjen-
stand for en skarpsindig og grundig Undersøgelse, og
har navnlig — ligesom samtidigt hermed 0. — hævdet,
a t der ingen qvalitativ Forskjel er paa den Vished,
der kan erhverves ved Vidnebeviis, og den, der kan
opnaaes ved Indicier, og a t der som en Følge heraf
ikke er nogen naturlig Grund til a t nægte dette sidste
Bevis fuld Gyldighed, saaledes a t en Domfældelse kan
stø ttes paa det ligesaavel som paa et directe Bevis.
Særlig har Stiibel gjort sig til Opgave a t eftervise, a t
der ved Indicier maa kunne føres et fuldstændigt Be
vis ikke blot for Gjerningsmandens subjective Skyld,
men ogsaa for den forbryderiske Handlings objective
Beskaffenhed og Følger (Thatbestand des Verbrechens,
corpus delicti), ikke mindre end for den Sigtedes For
hold til den forbryderiske Virksomhed'). Den sidste
af de nævnte Forfattere G lo b i g 2) havde allerede i
Slutningen a f det forrige Aarhundrede tildraget sig
Opmærksomhed som criminalistisk Forfatter. Særlig-
har han sysselsat sig med Bevislæren. Hans Hoved
værk herover „Versuch einer Theori der Wahrschein-
J) A t Stubel for den positive tydske Rets Vedkommende vist
nok havdeUret, naar han troede at kunne bortforklare Const.
Carol. Crirn. A rt 22 ved at opstille den høist vilkaarlige
Fortolkning, at den ikke kunde være forbindende i Nu
tiden, efter at Domstolene vare bievne indrettede og be
satte paa en anderledes betryggende Maade end i det 16
Aarh., vedrører os ikke h er, jfr. Thatbestand des Verbr.
§ 273 ff.
2) H. E v. G lo bi g, f. 1755, d. 1826. Var chursachsisk -Conn-
tialgesandt i Regensburg, Assessor i Rigskammerretten i
Wetzlar, senere kgl. sachsisk Statsminister.