87 / 604
80
disse Exceptionel-, ikkun behøver en meget kort An
stand“. Det sees let, hvor utilfredsstillende denne
Fremstilling er. For det Første lider den af en paa
faldende Ubestemthed, f. Ex. naar det hedder, a t Ind
stævnte „lettelig“ vil kunne blive anseet for a t have
renunceret paa a t anføre mere, hvilket nærmest maa
betyde, a t det beroer paa Dommerens Skjøn, om
hans Forsømmelse skal have denne Virkning i det
foreliggende Tilfælde eller ikke, og a t det derfor er
klogest eller forsigtigst altid a t fremsætte alle sine
Exceptionel- strax. Men dette vilde være aabenbart
urigtigt og er maaskee heller ikke F o rf s Mening. Der
næst er det klart, a t Eventualprincipet i Hovedsagen
er brudt, dersom det staaer Indstævnte aabent, „sam
tidigt med a t contestere litem negative, a t forbeholde
sig sine Exceptionel- i Almindelighed“. Om dette er
tilstedeligt eller ikke, derom maa en Forf., der vil
behandle denne Materie, have en bestemt Mening, thi
det er et Cardinalpunct. Endelig indføres der et Mo
ment i Fremstillingen, som daarligt passer med den
passive Stilling, Dommeren ellers indtager i vor Pro-
cesmaade, nemlig a t han, naar det af Modparten for
langes, skal forelægge Indstævnte en Slags peremtorisk
Frist, inden hvilken hans Indsigelser skulle fremsættes,
og først naar dette ikke skeer, skulle de ansees for præ-
cluderede. Foruden denne Ubestemthed og Unøiagtig-
hed i selve Reglernes Angivelse, lider Fremstillingen
af den store Mangel, a t det ikke sees, hvilket det be-
grunndede Princip er for de enkelte opstillede Sæt
ninger. Forf. synes ikke for Alvor a t gjøre sig selv
det Spørgsmaal: hvorfor har Partens Undladelse af a t
y ttre sig de antagne Virkninger? Nærmest antydes
det, a t disse Virkninger skulle udledes af en formodet
Renunciation paa a t anføre mere; men Utilstrækkelig
heden og Urigtigheden heraf ligger lige for øinene.