ASØrstedsBetydning

ningens Opfattelse, a t en P a rt ved Taushed skulde

kunne opnaae de samme processuelle Fordele som ved

positive løgnagtige Erklæringer, uden derved a t paa-

drage sig det samme Ansvar; thi a t der ikke med den

blotte Taushed eller Tilbageholdenhed kan forbindes

det samme criminelle Ansvar som med løgnagtige

Benægtelser, anses for givet.

Naar 0. saa S. 496

gaaer over til a t paavise, a t det „at fortolke Taus-

heden som Benægtelse er desuden a t tillægge samme

den Mening, der har mindst Sandsynlighed for sig,“ er

det let a t se, a t han herved kun vil opstille et Bi

argument ved Siden af sin Hovedbetragtning, idet han

til yderligere Bestyrkelse paaviser, a t selv om det

skulde komme an paa, hvad Parten kan formodes a t

ville, er det ogsaa fra dette Synspunct naturligere a t

forstaae Tausheden saaledes, a t han in tet liar a t sige

imod Modpartens Fremstilling, end saaledes, a t han

derved vil benægte dens Rigtighed. Men den hele

øvrige Fremstilling lader ingen Tvivl tilbage om, a t

det er langt fra ø .’s Tanke, a t Parten , f. Ex. ved en

udtrykkelig Forvaring imod, a t der af hans Taushed

kan udledes Tiltrædelse af det af Modparten Anførte,

skulde kunne forandre de lovbestemte Følger, som

maa knyttes til manglende eller ufuldstændige Proces

erklæringer. Medens det er k la rt, a t ø. ikke bygger

Virkningen af Taushed eller Tilbageholdenhed i Proce

duren paa nogen Formodning om virkeligt Samtykke

eller virkelig Renunciation, kunde man snarere spørge,

om han ikke maa antages a t hylde den Opfattelse,

som dengang var den almindelige i Tydskland, nemlig

a t Contumacialvirkningerne maa bygges overhovedet paa

den Betragtning, a t Lovgivningen — uden Hensyn til

Partens virkelige Hensigt eller Villie — etablerer en

legal Fiction, i Kraft af hvilken der i Tausheden eller

Tilbageholdenheden skal ses et Samtykke eller en