ASØrstedsBetydning

ved i vel skrevne Domme fra den Tid, han var Medlem

af Hof- og Stadsretten, practisk a t give Exempler paa,

hvorledes Fordringen

0111

Benægtelsers Specialitet

rettelig bør anvendes1), dels ved i en Afhandling i

Jur. Arch. 3 B. S. 43 (fra Aaret 1804) og senere i

Eunomia paa heromtalte Sted nærmere a t udvikle, hvor

ledes Fordringen til Benægtelsers Specialitet kun er

en ligefrem Anvendelse af de opstillede Grundsætninger

om Proceserklæringernes Bestemthed og Tydelighed,

hvorfor en Benægtelse efter Omstændighederne kan

være almindelig, naar den kun er tydelig og bestemt

nok efter Sagens Beskaffenhed, hvilket er det eneste,

hvorpaa det kommer an , sam t a t Paastanden om, a t

Beviserne skulle særskilt benægtes, i dens Alminde

lighed er aldeles uden Grund. Til den almindelige

Lære

0111

Proceserklæringerne knytter 0. endvidere en

Bække oplysende Bemærkninger, som ere gjentagne af

alle senere Forfattere og derfor nu ere gamle Bekjendte

i Processystemerne, men dengang vare nye i vor

L iteratu r, f. Ex. a t det ikke er tilstrækkeligt a t op

fordre til a t bevise i Stedet for a t benægte undtagen

i de Tilfælde, hvor Parten mangler personlig Kundskab

0111

Factum, a t Sætningen „qui excipit

11011

fa te tu r“ ikke

gjælder ubetinget, idet der gives Indsigelser, som ifølge

deres Beskaffenhed med Nødvendighed indeholde en

stiltiende Indrømmelse, a t der hos os ingen Undtagelse

kan giøres fra Keglerne

0111

forsømte Benægtelser m.

v., fordi Sagen angaaer Umyndige, Statskassen, offent

lige Stiftelser o. s. v.

I Forbindelse med denne Materie staaer et andet

Punct, hvori 0. har* grundlagt den gjældende proces

suelle Lære, nemlig Spørgsmaalet

0111

Virkningerne af

Indstævntes Udeblivelse den Betsdag, Saggivelsen

T Af m it Livs og min Tids Hist. 1 B. S- 195.