94 / 604
87
finder Sted. Førend hans Tid var der i dette Punct
en bestemt Strid imellem Theori og Praxis, idet Dom
stolene fulgte den Pegel, a t den udeblivende Indstævnte
antoges a t vedgaae Citantens Fremstilling af Sagens
factiske Sammenhæng, medens Forfatterne mere eller
mindre bestemt hævdede, a t D. L. 1. 4. 30, N. L. 82,
ikke tillod denne Løsning, men fordrede, a t den ude
blivende Indstævnte maatte betragtes som benægtende
Citantens Fremstilling, og a t denne derfor m aatte føre
Bevis for sammes Rigtighed. 0. siger selv, a t han
nærmest hyldede denne Theoretikernes Mening, da han
indtraadte som Assessor i Hof- og Stadsretten, men
efter den Tid blev det ham indlysende, a t den i Praxis
fulgte Opfattelse var den rette, og han anfører dette
som et Bevis paa, hvorledes hans Embedsvirksomhed
som Dommer foranledigede ham til en dybere og
nøjere Eftertænkning, der her som paa mange andre
Puncter ledede ham til a t erkjende, a t Theorien ofte
trænger til a t berigtiges ved Praxis p. Der kan ingen Tvivl
være om, a t en stærk Impuls i denne Retning fik han
i den Opfattelse af Læren om Proceserklæringerne, som
han var naaettil, og i hvilken han yderligere blev befæstet
gjennem den practiske Iagttagelse af Retsplejens Krav.
Ad den Yej blev det ham k la rt, hvilken besynderlig
Inconsecjvents i vor Procesmaade det vilde være, om
Indstævntes Udeblivelse skulde skaffe ham den fordel
agtige Stilling a t anses som benægtende Citantens
Fremstilling af Sagens factiske Sammenhæng baade i
Almindelighed og i alle enkelte Puncter, medens Taus-
hed eller mangelfulde Erklæringer, naar Indstævnte
gav Møde, skulde have den helt modsatte Virkning,
nemlig a t han blev anset for vedgaaende Modpartens
Fremstilling af Sagsammenhængen, og det stillede sig
P Af min Tids og mit Livs Hist. 1 B. S. 191-93.