89 / 604
82
mange langt senere Forfattere, har han det rigtige
Blik for, a t Retsgrunden maa søges deri, a t Loven
byder, a t enhver af Parterne skal erklære sig behørigt
over Modpartens Fremstilling af det Factiske i Sagen,
og a t den som Middel til a t gjennemføre dette for
binder de nævnte for Parten skadelige Virkninger 'm ed
Taushed og Tilbageholdenhed i a t erklære sig. Vel
forekommer der hist og her i 0 / Fremstilling Udtryk,
som ved første ø iekast kunde vække Tvivl om hans
Opfattelse af dette Forhold, f. Ex. naar det hedder, a t
Parten ved a t indlade Sagen „sam tykker i “, a t den
paakjendes i den Tilstand, hvori den er (S. 502), og
lign., men den, der læser hans Fremstilling i dens
Helhed, vil ikke være i Tvivl om, a t dette kun er
Unøiagtigheder i Udtryksmaaden, der ikke have nogen
Forbindelse med den virkelige Tankegang. Den er
tydelig nok. Allerede den første Sætning, hvormed
Argumentationen begynder, er afgjørende. „Den Part,
som nu ikke inden behørig Tid meddeler sin Erklæring
over de Facta, der ere anbragte imod ham, eller som
ikke giver denne Erklæring den Bestemthed, som den
bør have, for a t Dommeren kan see, hvad han deraf
erkjender eller ikke erkjender, m a a t a a l e , a t hans
Taushed, Tilbageholdenhed eller Forsømmelse udlægges
saaledes, a t han, forsaavidt den bestemte Modsigelse
mangler, antages a t erkjende de factiske Omstændig
heder, .hans Modpart har opstillet“. A t her ikke er
Tale om, hvad Parten efter de almindelige Regler om
Viilieserklæringer kan antages selv a t ville, er klart
nok, og fremgaaer endvidere af den følgende Argumen
tation, hvorefter Umuligheden af a t tillægge Taus
hed Virkning af en Benægtelse paavises ved a t ud
vikle, hvorlunde Strafansvar i mange Tilfælde forbin
des med udtrykkelige løgnagtige Proceserklæringer,
og a t det ikke kan harmonere med denne Lovgiv