86 / 604
79
maa angive alle de factiske Grunde, hvormed han vil
understøtte sit Søgsmaal, og a t det ikke er ham til
ladt a t forbeholde sig senere Fremsættelse af noget,
som han til den Tid er i Stand til a t fremføre, en
Lære, der ansaaes for ligefrem hjemlet ved PI. 13 Aug.
1766 § 4, udvidet til hele Kongeriget Danmark ved
Frd. 1 Mai 1782 § 1. Men med Hensyn til Sag
volderen gjennemføres ikke det samme Princip, skjøndt
det dog kunde synes a t ligge nær, a t Retsstillingen i
dette Punct rnaatte være lige for begge Parter. Der
skænkes i det Hele ikke dette vigtige Spørgsmaal
mere end nogle faa Linier. Det hedder saaledes hos
Nørregaard § 1760 kun, a t det „uden Tvivl er en
Sandhed, a t alle afgjørende Exceptioner (hvorved N.
forstaaer peremtoriske Exceptioner i Modsætning- til
blot dilatoriske) bør fremsættes tilligemed litis conte-
s ta tio ; thi tager en Sagvolder til Gjenmæle, uden a t
fremsætte de Exceptioner, som paa den Tid vare til, da
anseer man ham lettelig for paa samme a t have
renunceret“, og længere nede hedder det da videre
„heraf følger altsaa og, a t afgjørende Exceptioner burde
almindeligvis fremsættes alle paa eengang og ikke
den ene efter den anden. Ikke destomindre driste vi
os ikke til a t nægte, a t Sagvolderen jo kan, naar han
contesterer litem, forbeholde sig sine Exceptioner i
Almindelighed, som han endnu ikke har paaberaabt
sig, om Dommeren dertil skulde ville forunde ham
behørig T id, ligesom han og ved a t anføre en Excep-
tion kan forbeholde sig de flere, som han endnu
maatte have. Men i begge Tilfælde er det Dommerens
Pligt, naar Contraparten paastaaer det, a t forelægge
Sagvolderen en vis Tid, inden hvilken han skal frem
komme med alle de Exceptioner, som ere af den Be
skaffenhed, a t han om dem kunde og burde have
Kundskabl ligesom han og, til a t kunne fremsætte