91 / 604
84
Renunciation. Denne Betragtningsmaade gjordes gjæl-
dende af de to mest ansete Processualister i hin Tid,
nemlig af G rønner og G-r o lim an n 1). Men forsaavidt
der af den uddroges den Følgeslutning, a t Contumacial-
virkningerne ikke burde gjælde imod den Part, som ikke
k u n d e renuncere, f. Ex. formedelst manglende Raadig-
hed over Sagen, eller ikke m a a t t e renuncere,
f. Ex. fordi der handledes om Varetagelsen af Statens,
Umyndiges, eller offentlige Stifteisers Anliggender, ud
taler 0. udtrykkeligt, a t disse Retssætninger ikke
kunne antages a t gjælde hos os (S. 520—22), idet han
simpelthen fastholder, a t der ingen Hjemmel haves til
a t giøre nogen Undtagelse fra de almindelige Regler om
Virkningerne af Taushed eller Tilbageholdenhed i de
anførte Tilfælde, eller til a t stille Modparten anderledes
end ellers, fordi han procederer med det Offentlige
eller med Umyndige. Det er derfor i al Fald klart,
a t om end Theorien om det fingerede Samtykke eller
den fingerede Renunciation maatte have foresvævet ham
- jfr. Ordene, a t Parten maa t a a l e , a t hans Taushed
u d læ g g e s o. s. v. —, er dette for ham kun en anden
Udtryksmaade for, a t Loven ligefrem forbinder de
omtalte præclusive Virkninger med Tausheden eller
Tilbageholdenheden, og der kan ikke paavises noget
Punct, hvor hos ham en practisk Forskjel fremkommer
mellem Følgerne af Fiotionstheorien og denne først
nævnte simplere og mere ligefremme Opfattelse. I
]) Deres Opfattelse dannede Modsætningen til den af M a rt in
o. a. forsvarede Mening, at Contumacialvirkningerne vare
at betragte som en poena contumaciæ, hvilket m aatte
føre til at lade Contumacens Tilregnelighed eller Util
regnelighed faae Indflydelse ved Følgernes Bestemmelse,
jfr. Gönners Handbuch I. S. 138, 437 ff. og Grollmann Theori
des gerichtlichen Verfahrens § 78 og § 130.