96 / 604
8 9
maatte tage Hensyn til de Frifindelsesgrunde, som
fremgaae af Citåntens Fremstilling, sammenholdt med
de til S tøtte for samme muligvis producerede Docu-
menter og Bevisligheder, ligesom ogsaa Frifindelse maatte
kunne blive Følgen, naar der i Citåntens Deduction hen
vises til Documenter eller Bevisligheder, som ikke frem
lægges. Det blev vel fra flere Sider, f. Ex. af Hurtigkarl,
antaget, a t en saadan I orstaaelse af D. L. 1. 4. 80,
N. L. 32, modsagdes ved Fr. 3 Juni 1796 § 2, og dette
var efter Ø /s eget Udsagn (Af mit Livs og min Tids
Historie 1B. S. 192) ogsaa oprindelig hans Mening; men en
grundigere Undersøgelse overbeviste ham om, a t Ordet
„Indsigelse“ i det nævnte Lovsted ikke burde forstaaes
om Exceptioner i technisk Forstand, men a t derved,
saavel efter Forordningens egen Terminologi, der frem
gik af andre Steder i den, f. Ex. § § 8 og 15, som efter
samtidige Loves Sprogbrug, f. Ex. Fr. 13 Jan. 1792,
kun forstodes det samme som Indvendinger ganske' i
Almindelighed, uden Hensyn til om de udgjorde Be
nægtelser eller egentlige Exceptioner, efter hvilken
Forstaaelse den rigtige Fortolkning af 1. 4. 30 netop
kom til a t finde en vigtig Bestyrkelse i Fr. 3 Juni
1796 § 2. Denne Lære blev allerede fremsat af 0. i
Jur. Arch. 3 B. S. 28—45 (Aaret 1804), hvorfra den gik
over i den her oftere omtalte yderst vigtige Afhandling
om egen Tilstaaelse i Eunomia3B. 526—45, og da Hur
tigkarl i sin Lærebog over Processen (Aaret 1820) fast
holdt den ældre blandt Theoretikerne herskende Mening,
gav dette Anledning til, a t 0. paany gjenoptog Spørgs-
maalet og forsvarede sin Lære mod hans Indvendinger
i en Afh. i Jur. Tdskr. 2 B. IH . S. 249—257, hvortil han
som Supplement føiede en kritisk Oversigt over nogle
da nye, fremmede Rettergangsloves og Lovudkasts Be
stemmelser om denne Gjenstand i Jur. Tidskr. 2 B. 2
H. S. 54 84. Med Føje kunde 0. sige, a t „dermed turde