101 / 604
94
ligger deri, a t Hovedcitanten drages fra sit Værne
ting.
E t vigtigt Bidrag til a t fuldstændiggjøre Læren
om Proceduren har 0 . ydet i sin Afhandling om In
tervention og andre Handlinger, hvorved en Retter
gangstræ tte udvides til flere Personer end dem, der
oprindeligvis have taget Del i samme, meddelt i Jur.
Tdskr. 2 B. 2 H. S. 1 - 5 3 (fra Aaret 1821).
Denne hele Materie var før 0 / Tid kun løse
ligt herørt i vor Literatur, og de faa Bemærknin
ger, der fandtes derom, f. Ex. hos N ø r r e g a a r d 6 B. §
1834 ff., vare meget lidt tilfredsstillende og belærende.
I vor L iteratur er 0 . den første, der har adskilt de
forskjellige Begreber fra hinanden paa dette Omraade,
medens de tilforn sammenhlandedes paa en Maade,
som gjorde det umuligt a t opstille virkelig oplysende
processuelle Regler om dem 1). Han har saaledes rig
9 Paa det anførte Sted hos Nørregaard vil det ses, at lian
ikke sondrer mellem Intervention og Adeitation, men sam
menblander disse to Begreber, at han skjelner paa en urigtig
Maade mellem principal og accessorisk Intervention eller i
al Fald saaledes, at den blandede Intervention nødvendigvis
maa indskydes som en tredie Art, at ban opstiller en Indde
ling i nødvendig og frivillig Intervention paa en aldeles
forvirrende Maade, idet han snart herved kun tænker
paa, om det er Embedspligt for Paagjældende at inter
venere eller ikke, snart ved nødvendig Intervention
tænker sig det samme som Adeitation og derfor forlan
ger, at den nødvendige Intervenient skal stævnes. I For
bindelse med disse uklare Begreber staaer det, at han ikke
faaer Rede paa, hvad litis denuntiatio egentlig er, idet han,,
paa Grund af Sammenblandingen mellem Intervention
og Adeitation, synes at udstrække den til at indbefatte
Adcitationsstævning og at betragte Adcitatus som en nød
vendig accessorisk Intervenient ved Siden af Sagvolderen.
1 Forbindelse med denne Misforstaaelse staaer, at han