104 / 604
9 7
Parter omprocederede Gjenstand eller dog paa Del i den,
ikke kan udelukkes fra a t forfølge sin Ret ved Søgs-
maal mod en af Parterne, fordi der er begyndt Proces
mellem denne og andre, men a t heraf ikke følger, a t
dette kan ske ved a t indtrsede i den mellem de op
rindelige Parter verserende Sag mod deres Villie.
Bang, hvis hele Fremstilling af denne Materie i Pro'
cesm. § 143 ff. iøvrigt kun er en udførligere Gjenta-
gelse af Ørsteds, har Følelsen af, a t der maa gives en an
den Begrundelse af Trediemands Ret til a t intervenere
mod de oprindelige Parters Villie, en Ret, som han
dog ikke tænker paa a t drage i Tvivl; men hans Be
grundelse er utilstrækkelig og slaaer over i en vag
Raisonneren de lege ferenda, der ender i en saadan
Argumentation som den, a t „det er det sidste Øiemed
med Anordningen af de processuale Former, at den
virkelige Sandhed ved dem kan bringes for Dagen,
og det er da i og for sig sandsynligere, a t det vil
kunne ske, naar de gjensidige Fordringer med Hensyn til
en og sannne Retsgjenstand, den være nu Gjenstand for
en obligatorisk eller en reel Ret, og de Indsigelser, som
Sagvolderen har mod begge de Krav, der nu søges giorte
giældende, blive samlede procederede og paadømte under
en Sag“. Det er indlysende, a t dersom den Maade
a t raisonnere paa skal gjælde, kan enhver Proces-
sualist med sin formentlig højere legislative Indsigt
bryde ind i den positive Ret paa alle Puncter, hvor
ikke en ligefrem Lovordning træder ham i Møde, og
Vejen er aabnet for den vilkaarligste Omtumlen med
et Processystem, der som vort kun for en ringe Del
er fastslaaet ved skrevne Retsregler. Først Schwei-
gaard har i „den norske Proces“ § 75 set det Rette,
nemlig a t der, i Mangel af positiv Hjemmel herfor,
ikke i vor Procesmaade kan tillægges Trediemand no
gen Ret til a t intervenere, naar de oprindelige Parter
A.
S. ørsteds Betydning.
7