105 / 604
9 8
modsætte sig det, selv om dette m aatte anbefale sig
a f legislative Grunde.
løvrigt har 0 . udviklet de andre Regler om In
tervention ogAdcitation paa væsentlig samme Maade,
som de fremstilles endnu, og navnlig fremhævet, a t
begge Dele maa udføres ved selvstændige Søgsmaal,
hvis Forbindelse med Hovedsagen kun er mulig, for-
saavidt Cumulationsreglerne tillade det, og forsaavidt
Interventus eller Adcitatus kan søges ved Hoved
sagens Værneting, da Lovgivningen ikke hjemler noget
særskilt Interventions- eller Adcitationsværneting saa-
ledes som et Contrasøgsmaalsværneting. Ligeledes
klarer han den processuelle Forskjel imellem det, a t en
ny P a rt indtræder i Sagen (som Sagsøger eller Sag
volder) ved Siden af de oprindelige Parter, og det, a t
en P a rt afløser en af de oprindelige Parter, som træ
der ud af Sagen, og i Forbindelse hermed y ttre r han
sig om Forstaaelsen af D. L. 1. 11 sam t om det i den
tydske Proces dengang meget omdebatterede Begreb
nominatio auctoris og dettes Anvendelighed i dansk
Ret i en Række lærerige og oplysende Bemærkninger,
der vel ikke kunne tiltrædes i alle Enkeltheder, men
dog i det Væsentlige have fuldgyldig Interesse endnu.
Ogsaa Begrebet litis denuntiatio, hvorom der forhen
havde hersket meget uklare Forestillinger, undersøger
og udvikler han saaledes, a t der ikke senere er frem
kommet og heller ikke behøves andet og mere til Be
lysning af det.
Den Del af Processen, som ø. har behandlet selv-
stændigst og udførligst, er Bevislæren saavel i civile
som i criminelle Sager. Han forenede i høj Grad