111 / 604
104
have en saadan uimodstaaelig Kraft til a t overtyde
os om hin Forklaringsgrunds Virkelighed, a t al Tvivl
derved nedslaaes. Men man vilde forgjæves bestræbe
sig for a t opdage et constitutivt eller bestemmende
Fornuftprincip, hvormed man kun behøvede a t sam
menholde de givne Data for a t se, om disse ere stærke
nok til a t frembringe Vished. Det er kun ved en
u m i d d e l b a r Act, a t Dømmekraften - - der i dette
Tilfælde forholder sig reflecterende og ikke kan
indskrænke sig til a t forholde sig subsumerende
— finder Phænomenerne saa stærke og sammenslyn
gede, a t den ikke længere kan tvivle om Rigtigheden
af den Forklaringsgrund, hvortil de vise hen. Den
juridiske Vished er saaledes en A rt af den historiske
eller almindelige moralske Vished, der deri adskiller
sig fra den rent subjective Vished, a t den hviler paa
Grunde, der ikke blot ere overbevisende for et enkelt
bestem t Individ, men i Reglen ville have lige V irk
ning for enhver almindelig organiseret Forstand. I
sig selv er der intet andet Særmærke paa juridisk
Vished. Spørgsmaalet bliver da kun, om Lovene skulle
søge kunstigen a t skabe et saadant. Hertil svarer
Ørsted, a t man „ikke ved blotte Fornuftprinciper kan be
dømme Antageligheden af et factisk Anbringende, men
a t Dømmekraften y ttre r sig herved i sin frie Umiddel
barhed. Nu er det blot Fornuftens Functioner, som ere
Lovgiveren overdragne; hvad der i en Sandheds Udfindelse
er Dømmekraftens Værk, maa overlades Domstolene.
Det vilde derfor være en Misforstaaelse, hvis Lovgi
veren vilde paatage sig a t give saadanne udtømmende
Regler for Bedømmelsen af et Factums Virkelighed,
a t Dommerne kun behøvede a t aabne deres Øine for a t
se, om de lovbestemte Forudsætninger finde Sted
eller ikke. Dersom dette endog iøvrigt var giørligt,
vilde dog Resultatet blive, a t Sandheden siettere vilde