114 / 604
107
minelle Sager, og ikke blot med Hensyn til de sub
jective Momenter eller Biomstændighederne ved Hand
lingen, men med Hensyn til selve det udvortes Hoved-
factum 1). Denne hans Anskuelse kom til Udtryk i et
Par Hof- og Stadsretsdomme fra Aarene 1807 og 1808,
den ene tillige stadfæstet af Højesteret, i hvis Afsi
gelse han deltog, og af hvilke han formodentlig var
den egentlige Concipient, jfr. Arch. f. Retsv. 8 D. S.
418 og 4 D. S. 158 og 487. Men skjøndt Ingen op-
traad te mod disse 0 / Anskuelser, varede det alligevel
længe, inden nogen anden Fo rfatter2) her tillands ud
ta lte sig for ovenanførte Lære, og „skjøndt man fik
nogle enkelte Exempler paa, a t vore Domstole ikke
aldeles indskrænkede sig til de udtrykkelig lovhjem
lede Beviser, sees det dog af adskillige indtrufne Til
fælde, a t de vare saa ængstelige i a t gaae udenfor disse,
at Indiciebevisets Anerkjendelse savnede fuld practisk
Betydning.“ Endnu i 1836 klagede den ene af Stæn
derforsamlingerne over, a t „man, om man end ei al
deles nægter det almindelige Indiciebevises Gyldighed,
dog saa sjældent ved Retterne tillægger det fuld Virk
ning, a t dets Anvendelighed er a t regne for saa godt
0 Yderligere Bemærkninger herom meddeler 0. i en Kritik
over en Afhandling af Kleinschrod om Indiciebeviset i
Straffesager, jfr. Jur. Tidskr. 14 B. 2 H. S. 64 ff. Smig.
hermed Nyt jur. Arch. 10 B. S. 80 ff.
2) Bang og Larsen i Procesmaaden § 120 (fraAar 1839) mene,
at Christian Y.s Lov selv ikke anseer Indicier som tilstræk
keligt Bevis for Tiltaltes Skyld, men antage, at dette først
skete ved den senere Retsudvikling, og navnlig som en
Følge af, at Benægtelsesed ikke længere blev anvendt i
criminelle Sager, hvorfor de ansee Fr. 30 December 1770
§ 10 for et Hovedargument i denne Materie. Den histo
riske Urigtighed af hele den Opfattelse er paavist i min
ordinaire civile Procesmaade 3 Udg. S. 656 ff.