116 / 604
109
fører 0., a t Loven ikke kan udtømmende angive, af
hvilke Facta et Samtykke kan udledes, hvilke Ord
eller Ordforbindelser der maa siges a t udgjøre en For
nærmelse, eller hvilke Omstændigheder der kræves, for
a t nogen kan siges a t være i Besiddelse af en Ting,
men Afgjørelsen maa i saadanne Tilfælde siges a t ligge
i Dommerens Hænder og overlades hans Skjøn over de
foreliggende Facta.
I sit seneste Arbeide har
0
.
paavist disse Synspuncters Anvendelse paa en bestemt
i sin Tid 0 opsigtvækkende Sag, nemlig i hans Kritik
over Generalkrigsrettens Dom over General Peymann
og de andre Høistkommanderende i Kjøbenhavn i An
ledning af den af dem efter Bombardementet i 1807
afsluttede Capitulation. De bleve dømte bl. a. for
„uden bevislig Nødvendighed“ a t have overgivet Byen,
og Dommen synes, a t være gaaet ud f r a , a t det paa
hvilede dem til deres Befrielse a t føre et juridisk Bevis
for, a t det var nødvendigt a t capitulere, og a t der i,
at et saadant ikke var ført, laa tilstrækkelig Hjemmel
til a t domfælde dem. I denne Anledning udvikler 0.,
at det Spørgsmaal, om Overgivelsen var nødvendig,
maatte Bøtten paa sit Embedsansvar afgjøre ved et
Skjøn over de foreliggende factiske Omstændigheder,
som i dette Tilfælde enten vare tilstrækkelig bekjendte,
eller dog, om et eller andet manglede, let kunde op
lyses, men a t det ikke kunde paahvile de Anklagede
i anden Forstand a t føre noget Bevis i saa Henseende,
hvilket ogsaa vilde være i sig umuligt. For Civilpro
cessens Vedkommende medfører dette altsaa, a t Par
terne ikke kunne have til Opgave andet end a t bevise
de individuelle Facta, hvorpaa den almindelige Dom
maa grundes; men Slutningen fra disse til, om behørig
Agtpaagivenhed er udvist, om der har været Nødven-
0 Af mit Livs og min Tids Hist. 1 B. S. 380 ff.