121 / 604
114
Fremsættelsesmaaden fornuftigvis kan eller bør have
nogen Indflydelse paa, hvad der er Ret med Hensyn
til Bevisbyrden
l).
0
.
betragter dernæst en dengang bekjendt tydsk
Forfatter S c h n e i d e r ’s Forsøg paa a t opretholde den
nævnte Grundsætning ved a t fortolke den paa en anden
Maade end den sædvanlige2), nemlig ved a t gjøre
d Nogle tydske Forf. gave denne Lære en anden Form, idet
de vel ikke vilde paastaae, at non facta ikke kunde be
vises, men derimod gjorde gjældende, at der aldrig vilde
være Grund til at paalægge Nogen Bevis for et non-fac-
tum, da et saadant ikke kunde være relevant, idet der
paa det rent Negative, den rene Fraværelse af alt Posi
tivt, aldrig kunde bygges retlige Følger, da det i Rettens
som i Naturens Verden maa gjælde, at af Intet kommei
Intet. Om denne Theori udtaler 0. sig ikke. Maaske
har han ikke kjendt den, maaske har han anset dens
Uholdbarhed for saa klar, at den ikke behøver at omtales.
Her nævnes den kun, fordi den er et ret charakteristisk
Bevis paa, hvilke Urimeligheder den abstract logiske Be
handling af det virkelige Retslivs Problemer kan lede til.
2) I hans Skrift „Vollständige Lehre wom rechtlichen Be
weise“ Giessen und Darmstadt 1803. Schn.’s Bevisbyrde-
theori gäaer i Almindelighed under Navnet: Præsumtions-
theorien. Hans Grundtanke er den, at der altid, naar fac-
tiske Foregivender staa imod hinanden, er noget, somFor
modningen bør siges at være for, og hans Regel bliver alt-
saa, at Bevisbyrden paahviler den, hvis Foregivende ikke
har Formodningen for sig. Dette sætter han da i Forbin
delse med Affirmationstheorien paa den Maade, at han
kalder en Naturbegivenhed eller en menneskelig Handling
„bejaende“, naar derved den oprindelige Tingenes Tilstand
forandres, derimod „benægtende“, naar den oprindelige
Tingenes Tilstand bliver uforandret. Ved den nærmere
Bestemmelse af, hvad der er at ansee som den oprindelige
Tingenes Tilstand, seer han imidlertid ikke udelukkende
paa Tidsprioriteten, men i rigtig Følelse af, at et ubrug