127 / 604
120
modsat Lære, hvorefter Beviset i Keglen skal præ
steres af den, der paaberaaber sig, a t Tvang eller Svig
er anvendt, eller at han ei var ved sin Fornufts fulde
Brug ved Retshandlens Indgaaelse, kan dette være
rigtigt nok i og for sig selv, men det kan ikke stø ttes
paa en logisk Deduction af, hvad der ligger i det saa-
kaldte principium rationis sufficientis, anvendt paa
denne Materie; thi Retserhvervelsen er ikke begrundet
alene ved Ord, der ren t udvortes indeholde et Sam
tykke, men kun ved den virkelige og bindende Villies-
erklæring, og det er tvertimod en Afvigelse fra Prin-
cipet om, a t den, der paastaaer Rettigheden, skal op
lyse ratio sufficiens, naar det antages, a t den, der gjør
sin Ret gjældende, kun skal bevise, hvad der „ordent
ligvis“ udkræves til a t stifte Retten, ikke a t tale om,
a t denne Adskillelse imellem, hvad der er ordentligt
og hvad overordentligt, er ganske vilkaarlig; den af
Bang og Larsen opstillede Lære kan ikke udbringes
ved en logisk Analyse af, hvad der ligger i principium
rationis sufficientis, men den maa forsvares derved, a t
Retslivets og Samhandelens Tarv er bedst tjent
med en saadan Fordeling af Bevisbyrden.
Der
imod er det klart, a t hvis der skal gaaes efter, hvad
der kan deduceres af det nævnte logiske Princip, kan
Resultatet ikke blive andet, end a t den, der gjør Ret
ten gjældende, skal bevise a lt, hvad der fordres —
baade ordentligvis og overordentligvis — til dens
Stiftelse. I denne Henseende er Ø.s Udførelse af
Læren i her nævnte Afhandling utvivlsomt den logisk
rigtige, og, dersom dette var det ene afgjørende ved
Bevisbyrdespørgsmaalets Afgjørelse, vilde han have
Ret. Men Sagen er, a t Bevisbyrdespørgsmaalet ikke
kan ordnes efter dette Hensyn alene1).
J) Det skal dog ikke lades ubemærket, at
& .
i en kort efter