130 / 604
123
længe efter gjældende Retning i den tydske Literatur,
og ladet sig forlede til a t anse det for noget, hvorfra
man m aatte gaae ud som fra noget givet, a t et al
mindeligt Princip for Bevisbyrdens Fordeling skulde
og m aatte der være. Thi, som bemærket, er det ikke
blot i Formen, a t han har funden sig foranlediget til
at blive ved den gamle Fremstillingsmaade, men det
kan neppe betvivles, a t Hensynet til den opstillede
Grundsætning har ledet ham noget bort fra de Resul
ta te r i det enkelte, som han ellers ifølge sit udmær
kede Blik paa Retslivets Krav nærmest maatte føle
sig hendraget til. Ret vilde sikkert have ført ham til
en simplere, mere omfattende, og fremfor alt for ham
langt bedre liggende Behandlingsmaade af Æmnet, om
han havde forkastet ethvert Forsøg paa a t ordne Be
visbyrdefordelingen efter et logisk Princip, og i Stedet
derfor opstillet som Udgangspunct, at Bevisbyrden i
de forskjellige Klasser af Retsforhold maatte fordeles
efter de for disse eiendommelige Grundsætninger og
med stadigt Hensyn til, hvilken Regel Retspleiens Øie-
med bedst tilfredsstilles ved.
Skjøndt Ø.s ovenomtalte Afhandlinger indeholde
alle. Momenterne til en rigtig Fremstilling af Læren
0111
, hvad der kan være Gjenstand for juridisk Bevis,
drager han dog ikke Conclusionen af sine egne Præ
misser med Hensyn til Spørgsmaalet, om Retssætnin-
ger ere Gjenstand for Bevisførelse i egentlig Forstand.
Men han har i Almindelighed godtgjort, a t kun indivi
duelle Facta og ikke Almensætninger lade sig bevise
ved Hjælp af de processuelle Bevismidler, og en op
mærksom Benyttelse af hans Skrifter kan ikke lade i
Tvivl
0111
, a t han er paa det Klare med, a t Retssæt-
ninger, forsaavidt som Dommeren ikke ex officio skal
kjeiide og anvende dem, ikke lade sig i Henseende til
Bevisførelsen parallelisere med Facta ellei godtgjøre