129 / 604
122
dog Praxis, som bekjendt, siden Ø.s Tid tillagt den
heromhandlede Omstændighed, a t Indstævnte, sam
tidigt med a t han vedgaaer de til hans Skade værende
Facta, for hvilke ellers intet andet Bevis vilde haves,
paaberaaber sig en Omstændighed, der helt eller del
vis tjener til hans Befrielse, en vis Betydning i Hen
seende til Beviset, og det tø r vistnok antages, a t en
rigtig umiddelbar Følelse af, hvad der som Regel vil
lede til det retfærdigste Resultat, heri har været
ledende for Retsbrugen, jfr. min Procesmaade S. 352—53.
Det er umiskjendeligt, a t 0. i Bevisbyrdelæren
ikke, saaledes som paa mange andre Puncter, har gjort
Skridtet fuldt ud i Henseende til a t løsrive sig fra
hin Tids Tilbøielighed til a t ville opstille øverste Grund
sætninger og opløse alle Retslivets enkelte Tilfælde
ved en blot Anvendelse efter logiske Regler af dette
Princip. Han er vel kommen noget bort fra den her
skende Doctrinarisme og har corri geret den i mange
Stykker ved a t øse af sin practiske Erfarings rige
Fond, men han har paa dette Punct ikke helt frigjort
sig for den. Han har været behersket af den da og
ger til en vis Grad sammen med, at man ogsaa i Civil
processen væsentlig opfatter Tilstaaelsen som et Bevis
middel og ikke som en Proceserklæ ring, hvorved det af-
gjøres, hvad der behøver, og hvad der ikke behøver at be
vises. Er Tilstaaelsen kun et Bevismiddel og har den
kun Virkning som saadan, er det klart, at P arten ikke
kan betragtes som tilstaaende andet, være sig mere eller
mindre, end han selv angiver, og man kan da ikke ret
færdigvis benytte løsrevne Dele af hans Forklaring imod
ham, men maa tage den i dens Helhed. Derimod stiller
det sig anderledes, naar Tilstaaelsen betragtes som en
Proceserklæring, hvorved Parten selv afgjør, hvad der kan
antages uden Bevis, og hvad der kræver et saadant. Jfr.
Bemærkninger om Betydningen af qvalificeret Tilstaaelsø
i crimineile Sager Nyt jur. Arch. 21 B. S. 50 ff.