ASØrstedsBetydning

119

nøclt. Oplyses nu intet

0111

Maaden, hvorpaa Tilstaael-

sen er afgivet, saa er det klart, a t da den Paagjæl-

dende ikke har vedgaaet a t have meddelt nogen for

bindende Tilstaaelse, kan han ikke derefter fældes“.

Hvad der her gjør Udslaget i Henseende til Bevis

byrden, synes altsaa efter Ø.s Mening a t være,

0111

der er udstedt Forskrivning, i hvilket Tilfælde denne

rnaa betragtes som en selvstændig og tilstrækkelig

Søgsmaalsgrund, og det maa paahvile Udstederen at

skaffe Beviset, naar han vil fremføre noget, hvorfor han

ikke skal være bunden ved Forskrivningen, saaledes

som den lyder (jfr. ogsaa herved Sammenligningen med

exceptio non numeratæ pecuniæ paa det anførte Sted).

Men hvor Haandskrift ikke foreligger, og saaledes

Grundsætningen om, a t dette binder Udstederen efter

dets Indhold, ikke kommer til Anvendelse, synes 0. i

her omtalte Afhandling nærmest a t mene, a t Bevis

byrden med Hensyn til vitia consensus paahviler den,

der vil stø tte sig paa den formentlig indgaaede Over

enskomst. Dette er ogsaa conseqvent ifølge det af

ham opstillede Hovedprincip, a t den, der gjør en Ret

gjældende, skal oplyse alle de Omstændigheder, som

ere fornødne til den Rets Stiftelse eller Opstaaen, og

selv om man som en Undtagelse fra Reglen vil paa

lægge den, der gjør Umyndighedsindsigelse, at føre Be

viset for denne, i Kraft af den Betragtning, a t det er

let for en Person a t skaffe Oplysning

0111

sin egen

Alder, medens det efter Omstændighederne kan være

meget vanskeligt for Modparten at tilveiebringe dette

Bevis uden Partens Hjælp, gjælder denne Betragtning

ikke her; thi det vil i Reglen ikke være lettere for

den ene end for den anden af Parterne a t føre Beviset

for de Omstændigheder, af hvilke det skal sluttes,

0111

Svig eller Tvang har været anvendt ved Overenskom

stens Indgaaelse. Naar Bang og Larsen opstille en