132 / 604
.
endnu i Aaret 1865 gjentages af A. W. Scheel1), er
aabenbart uhjemlet, og kan ikke forklares uden som
en uheldig Reminicens af den gamle Tankefejl, at
udenlandsk Ret er Factum i Processen og behandles
i Overensstemmelse hermed.
125
Førend Ø.s Tid var Læren om egen Tilstaaelse i
en meget uudviklet Tilstand. Skjøndt den omtales
forholdsmæssigt udførligt af Nørregaard i 5te Bind §§
1750--57, manglede dog de vigtigste Adskillelser og
dertil knyttede forskjellige Følgeslutninger. Det var saa-
ledes ikke engang bragt paa det Rene, a t egen Tilstaaelse
virker paa forskjellig Maade i criminelle og i civile
Sager, hvad der hang sammen med, a t Forskjellen
mellem den civile og den criminelle Processes Grund
sætninger ikke var bragt til fuld Klarhed i vor daværende
Retsvidenskab2). Det blev derfor — hvad der nu synesos
næsten utroligt —anseet for tvivlsomt, om Tiltaltes Ind
rømmelse under en Straffesag af en eller anden Omstæn
dighed ikke maatte have fældende Virkning imod
ham , selv om han ingen personlig Kundskab havde
J) Privatrettens alm. Deel 1 B. S. 480.
2) Dette bliver mindre uforklarligt, naar det erindres, hvor
mange Levninger af den gamle Sammenblanding af den
civile og den criminelle Proces der endnu havde bevaiet
sig, saaledes — hvad der i dette Spørgsmaal har Betyd
ning — at Benægtelsesed endnu ikke i Almindelighed an-
saas for udelukket i Straffesager, og at Tiltalte altsaa
kunde fældes til Straf, blot derved, at han vægiede sig
ved at aflægge den.