138 / 604
131
hans Tanke; men han er vistnok gaaet noget videre, end
stræng Lovfortolkning tillader, i a t tilstede det nævnte
Mellembegrebs Benyttelse. Navnlig har han næppe
tilstrækkeligt skjelnet mellem de Tilfælde, hvor Loven
maa antages a t ville drage en skarp Grændse
mellem Troværdighed og Utroværdighed, og hvor det
derfor er imod Loven og altsaa utilstedeligt a t opstille
Mellemgrader (f. Ex. 1. 13. 16), og — i Modsætning
hertil — dels de Tilfælde, hvor saadan Hensigt ikke
kan antages a t være tilstede, idet Grændsen ifølge
dens Natur maa bestemmes ved et Skjøn, f. Ex. 1.
13. 15, dels de Tilfælde, i hvilke Loven egentlig kun
vil stemple visse Vidner som aldeles ulovfaste, uden
a t deraf kan sluttes, a t den vil erklære alle dem, der
ikke ere i de angivne Omstændigheder, for fuldstændig
troværdige (f. Ex. 1. 13. 19), med Hensyn til hvilke
tvende Klasser af Tilfælde der vel kan være Grund
til a t opstille Mellemgrader i Troværdighed. I Forbin
delse hermed staaer, a t 0 . x) i Modsætning til den da
almindelige Mening forsvarer den Sætning, a t fuldt
Bevis kan tilvejebringes ved ikke aldeles lovfaste
Vidners Forklaring, naar deres større Antal bøder paa
Manglen hos det enkelte Vidne, eller naar deres For
klaring understøttes ved andre Beviser; men ved Si
den heraf gjør han opmærksom paa, a t der ikke kan
gives bestemte Hegler, hverken om, hvormange disse
ei aldeles lovfaste Vidner maa være for a t afgive
faldt Bevis — kun a t de naturligvis maa være flere
end to —, eller om hvilket Maal af andet Bevis der
maa komme til for a t understøtte dem 2).
9 1. c . S . 4 2 7 ff.
9 Denne Anskuelse var iTydsklancl lang Tid om at kæmpe
sig frem. Selv efter Indiciebevisets Anerkjendelse blev
det betvivlet, at Bevis kunde tilvejebringes ved et nok
9 *