139 / 604
132
Ved a t bringe disse tvende Sætninger til Aner-
kjendelse, a t tildels lovfaste Vidner maa kunne afgive
Bevis, om end ikke i samme Grad, som de fuldkom
ment lovfaste, og a t Bevis kan tilvejebringes ikke
blot indirecte (ved Indicier), men ogsaa directe ved
Bevismidler, som mangle noget i fuldstændigt a t til
fredsstille Lovens Fordringer, saavelsom ved directe
og indirecte Beviser i Forening, har 0 . grundlagt den
nyere Synsmaade i vor Bevislære, som efter hans Tid
saa væsentlig har udviklet sig i Retningen af en friere
Bevisbedømmelse, og som, efter allerede paa Grund
a f hans Autoritet a t være trængt ind i Praxis, endelig
ogsaa fik Lovgiverens udtrykkelige Anerkjendelse i
Frd. 8 Sept. 1841 §§ 1 og 5 1).
Det vilde føre for vidt a t gjennemgaae den her
omtalte Afhandling og paapege alle de mange Punc-
ter, hvori 0. har grundlagt den nu almindelig aner-
kjendte Lære. Kun nogle enkelte Undersøgelser skulle
fremdrages, i.hvilke han særlig har brudt Banen, eller
fremsat en dommelige Meninger, der fortjene a t erin
dres, selv om de ikke have opnaaet a t blive de her
skende.
Medens det førend Ø.s Tid var antaget i al Fald
i Praxis, a t der ikke gaves nogen Adgang for de i
1. 13. 16 omhandlede Personer — alene med Undta
gelse af Ægtefæller, om hvilke en særlig Regel er givet
i PI. 16 Sept. 1778 - til a t nægte deres Vidnesbyrd,
naar de af en af Parterne stævnedes til a t aflægge
saadant, fremsatte og forsvarede han den modsatte
Læ re2), der senere er bleven den gjældende, nemlig
saa stort Antal ikke-lovfaste Vidner, jfr. Jur. Tidskr. 8 B.
2 H. S. 52 ff.
') Min ord. civile Procesmaade 3 Udg. S. 303 ff.
2) Allerede tidligere i en lille særskilt Afhandling i Nyt
jur. Arch. 5 B. S. 203 ff. (fra Aaret 1813).