143 / 604
136
clen, dernaaes ad andreVeie. I Overensstemmelse hermed
fortolker han D. L. 1.13.1. Derfor fremhæver han paa
den ene Side, a t den Vished, der opnaaes ved to Vid
ner, kan svækkes og efter Omstændighederne mistes,
naar Modbevis føres, selv om dette ikke er af lige
Styrke, f. Ex. kun et Vidne, en Sætning, som dengang
ikke var almindelig anerkjendt, jfr. Nørregaard § 1843,
ligesom han ogsaa gjør gjældende, a t det heller ikke
kan være Meningen med 1. 13. 1, a t et fuldt' Vidne
bevis kun kan tilveiebringes ved to aldeles lovfaste
Vidner, men det maa kunne præsteres ogsaa ved et
større Antal ikke aldeles lovfaste Vidner. Betydnin
gen af 1. 13. 1. bliver herefter kun den, a t to lovfaste
Vidner „overensstemmende og udi en Ting“ afgive
den almindelige Maalestok for et i og for sig tilstrække
ligt Vidnebevis, der maa gjælde, indtil Modbevis fore
ligger, saaledes a t in tet videre behøver a t oplyses, naar
et saadant Vidnebevis er tilstede1). I Forbindelse her
med giver han en indgaaende Fortolkning af Artiklen
—hvad forhen aldeles savnedes —, forsaavidt den for
drer , a t Vidnerne skulle være „overensstemmende“
og „udi en Ting“ ; navnlig godtgjør han, a t det ikke
af de nævnte Udtryk kan sluttes, a t Vidnerne nød
vendigvis skulle have gjort deres Erfaring samtidigt,
men kun, a t de skulle vidne om det samme, hvilket i
en Mangfoldighed af Tilfælde vil kunne skee, uden a t
der behøves nogen Samtidighed i Iagttagelsen, saasom
naar Gjenstanden for Forklaringerne er et mere ved
varende Forhold eller en udvortes Tilstand, hvori ingen
Forandring kan antages a t være sket i Mellemtiden
mellem Vidnernes Iagttagelse. Anvendelse heraf gjør
J) Om Hensigtsmæssigheden af en saadan Lovregel, som
den, der indeholdes i 1. 13. 1, taler 0. i Jur. Tidskr. 9 B.
1 H. S. 106 ff.