146 / 604
Læren om Bevismidlet Syn og Skjøn er fremstil
let i en Afhandling i Nyt jur. Arch. 5 B. S. 144—202 (fra
Aaret 1813). Skjøndt af stor practisk Betydning var
denne Materie kun ufuldkomment behandlet i Litera-
turen førend Ø/s Tid, og en Mængde af de Tvivls-
spørgsmaal, hvortil den gav Anledning, henstode udrøf-
tede og uløste. Først i den nævnte Afhandling har
man faaet en sammenhængende systematisk Udvikling
af Æmnet og derigjennem en Løsning af de sig frem-
bydende Problemer, der har tjent til Udgangspunct
og Grundlag for alle senere Behandlinger, om end Ø.s
Afgjørelser ikke alle kunne ansees for hævede over
Tvivl. Først afstikker han Grændsen for Bevismidlets
Nødvendighed og udelukker herfra de Tilfælde, hvor
den omspurgte Ting -kan følge Sagens Acter gjennem
alle Instan tser og tillige kan bedømmes ved Hjælp af
de Evner og Kundskaber, som Dommeren maa væie i
Besiddelse af, idet der i saa Fald ikke behøves nogen
særskilt Syns- eller Skjønsforretning til Oplysning foi
Retten, skjøndt Parterne vel, om de ville, kunne pio-
ducere en saadan for yderligere a t varetage deies Taiv.
Men hvor den omspurgte Ting enten ikke kan følge
Sagens Acter, f. Ex. en fast Eiendom, eller der fordres
specielle Kundskaber for a t foretage Synet eller Skjøn-
net, af hvilke Dommeren ikke er i Besiddelse, bliver
det nødvendigt a t optage en særlig Syns- eller Skjøns
forretning. 0 . opstiller da en begrebsmæssig Adskil
lelse imellem Syn og Skjøn, som han — uagtet han
erkjender, a t den ikke iagttages i Lovene ellei ved
Domstolene — dog tillægger betydelige Retsviikningei.
„En blot Synsforretning bestaaer ikke af andet end en
nøiagtig Beskrivelse over den synede Gjenstands sand-
selige Egenskaber; hvorimod en Skjønsforretning tillige
indeholder en saadan Undersøgelse, som ikke kan ud
føres ved den blotte sandselige Bemærkning, men
139