144 / 604
han da paa et overmaade practisk vigtigt Tilfælde,
idet han i Modsætning til den dengang almindelige
Mening godtgjør, a t det ikke er nødvendigt for a t be
vise et Documents Ægthed ved Vitterlighedsvidner, a t
disse samtidigt have overværet Underskrivelsen eller
samtidigt have paahørt Udstederens Vedkjendelse af
Documentet1).
Forinden der gaaes over til a t fremstille, hvorledes
Vidnebeviset optages under en Proces, meddeler 0. en
sammenlignende Oversigt over Maaden, hvorpaa Be
visførelsen kny tter sig til Proceduren og indordnes i
den i en Del fremmede, navnlig tydske, Proceslovgiv
ninger, og han kommer her ind paa Bedømmelsen af
et Bevisinterlocuts eller en Bevisdoms Hensigtsmæs
sighed og de forskjellige Maader, hvorpaa en saadan
kan være indrettet. Det fortjener her a t fremhæves,
a t 0. allerede k la rt har seet de forskjellige Fordele og
Misligheder, som de fremmede Loves Ordninger af
dette Forhold medføre, og de Argumenter, han an
fører for og imod, ere de samme, som i vore Dage
have været fremdragne i de i Tydskland stedfundne
Debatter om Gjenstanden i Anledning af de nyeste
legislative Arbeider. Efter paa denne Maade a t have
gjort det klart, hvorledes Vidneførselen indordnes under
Proceduren efter vor Ret, og hvad der i den Henseende
udgjør dens Eiendommelighed, gjennemgaaes i stor Ud
førlighed alle de herhen hørende Spørgsmaal, tidligere
Misforstaaelser berigtiges, og Lacuner udfyldes, saaledes
a t der kun har væ ret meget lidet a t tilføie for dem,
der siden have behandlet Materien. Der gives saaledes
udtømmende Behandlinger a f Spørgsmaalet om Vidne
137
') Hermed kan sammenholdes de tidligere Udtalelser om
dette Spørgsmaal i Eunomia 1 B. S. 211 jfr. 206, Om
Tyveri S. 294.