140 / 604
a t de nævnte Vidner kunne nægte a t lade sig føre,
„medmindre ingen anden Vidne kan haves, fornemlig
i Drabs-, Volds- og deslige Sager“. Vel er hans Ar
gumentation herfor noget forskjellig fra den nyere, idet
han ikke alene hævder, a t det efter Udstedelsen af
PI. 16 Sept. 1778, paa Grund af Ordene „det skal i
alle Maader have sit Forblivende ved 1. 13. 16, N. L.
17, saaledes a t o. s. v .“, maa antages, a t der i denne
Lovartikel ogsaa skal søges en Regel om Vidnepligten,
men a t dette allerede m aatte gjælde om Artiklen, som
den staaer i Christian V.s Lov, i hvilken Henseende
han navnlig fastholder Berettigelsen af en antithetisk
Slutning fra de Ord, hvormed Artiklen ender „thi da
skulle de vidne, der afveed“.
I Fortolkningen af 1. 13. 17 har
0.
bortryddet
en Mængde ældre Vildfarelser angaaende Spørgsmaalet
om, hvilke Personer der rammes af Utroværdighed
ifølge Artiklen, og navnlig er han optraadt imod den
da herskende Tilbøjelighed til a t udstrække Inhabili
teten aldeles urimeligt vidt, saasom til den Fornær
mede som saadan, Angiveren o. fl. Om man end kan
drage i Tvivl, a t han har Ret, forsaavidt han ad-
m itterer Medskyldige som lovfaste Vidner, naar de
kun aldeles ingen Interesse have i, om deres Forkla
ring tillægges Virkning eller ikke, og de heller ikke
ere utroværdige efter 1. 13. 19, paa Grund af den be-
gaaede Forbrydelses Natur, en Antagelse, som synes
tvivlsom overfor Lovens Ord, maa det vistnok er-
kjendes, a t han har bragt Spørgsmaalet om de ved
en Forbrydelse Fornærmedes og om Angiveres Hahi.
litet til en rigtig Løsning, idet han har paavist,
a t der ikke foreligger nogen legal Hjemmel til i Al
mindelighed a t frakjende de nævnte Personer Trovær
dighed, naar de hverken formelt optræde som Parter
i Sagen, og de heller ikke have nogen Interesse i Sa
133