141 / 604
134
gens Udfald paa Grund af Krav paa Erstatning eller
Andel i Bøder eller anden Belønning, og det turde være,
a t han i sin Behandling af disse Spørgsmaal i høiere
Grad har truffen det Rette, end flere senere Forfat
tere, navnlig baade Bang og Larsen og Schweigaard.
Hvad derimod angaaer Spørgsmaalet om Vidnepligten,
afviger 0. ikke lidt fra den senere antagne Mening
herom1)- Han fastholder nemlig, a t 1. 13. 17 ifølge
dens Ord og Sammenhæng maa opfattes som en Fort
sættelse af 1. 13. 16, og a t den i sidstnævnte Artikel
tilføiede Indskrænkning derfor ogsaa maa gjæide om
den Slags villige Vidner, der omhandles i 1. 13. 17.
Da han nu endvidere, som oven bemærket, antager,
a t 1. 13. 16 allerede indeholder en Regel om Vidne
pligten, bliver hans Resultat, a t de i 1. 13. 17 om
talte Personer, hvorunder han henregner dem, der
have Interesse i Sagens Udfald, ere pligtige a t vidne,
naar Sagen er af dem, i hvilke der ikke kunde
være sørget for andet Bevis, hvortil bl. a. og især
maa regnes de criminelle Sager. Dette Resultat
antager han, ikke blot fordi de positive Lovbud for
mentlig nøde ham dertil, men han anseer det ogsaa
for grundet i Sagens Natur, da han ikke vil anerkjende,
a t egen Interesse afgiver nogen tilstrækkelig Grund
til a t fritage en Person fra den almindelige Borgerpligt
ifølge 1. 13. 7, hvor hans Af hørelse er nødvendig til
Retfærdighedens Haandhævelse, og forsaavidt man har
villet udlede en saadan Fritagelse af, a t Benægtelsesed
ikke som Regel kan paalægges alene efter Modpartens
Begjæring, men først naar denne har tilvejebragt vis
Formodning, afviser 0. dette Argument med den Be
mærkning, a t det blot er for a t afværge Chikaner og
x) Jfr. allerede tidligere Y ttringer i Nyt jur. Arch. 5 B. S.
220 ff.