136 / 604
Medens Vidnelæren førend ø .s Tid var ligesaa tarve
ligt behandlet i vor L iteratur som den øvrige Bevis-
lære, er den ved nærværende Afhandling paa engang
bragt op til a t være et af de omhyggeligst og udfør-
ligst bearbeidede Partier af vor Procesret. Der gives
neppe noget Spørgsmaal i hele denne Materie, som
ikke er fremdraget og behandlet af 0., og om man
end — hvad ikke kan forundre — i Løsningen af en
kelte af de mangfoldige Problemer ikke kan være al
deles enig rned ham, er der dog neppe noget nyt
Synspunct af Betydenhed, der kan fremdrages, udover
hvad Afhandlingen frembyder, og i mange Retninger
turde det vise sig, a t de senere Bearbeidelser ikke ere
Forbedringer i Forhold til hans Fremstilling.
Ligesom 0. i hele sin Forfattervirksomhed stærkt
hævder Nødvendigheden af a t indrømme Dommerens
Skjøn et sto rt Raaderum i Bevismaterien, og han
egentlig er en principiel Modstander af lovbestemte
Bevisregler, undtagen i al Fald forsaavidt, a t der bør
være en Adgang for Parterne til paa Forhaand at
sikkre sig et Bevis, saaledes kommer denne hans
Grundopfattelse stæ rk t frem i nærværende Afhandling,
og skulde man i faa Ord angive dens Tendents, kunde
man med Føie sige, a t den paa alle Puncter er rettet
mod den stive Formalisme i Vidnematerien, som den
gang gjorde sig gjældende hos os baade i Theori og
Praxis, og a t den stræber efter a t gjøre en naturlig
Opfattelse af den juridiske Visheds Krav gjældende.
A t de i Loven opstillede Regler om Vidnebeviset maa
agtes, saa vidt som de strække sig, bestrider han na
turligvis ikke, men hans Udgangspunct er egentlig, at
slige Regler ere a t opfatte som positive Indskrænk
ninger i det frie Skjøn, som if ø lg e S a g e n s N a t u i
tilkommer Dommeren, og denne Opfattelse tillæggel
han ogsaa Lovgiveren. Han overseer — paa Gi und
A. S. Ørsteds Betydning.
9