131 / 604
124
paa samme Maade som Facta, men a t Dommeren ved
Benyttelsen af det Materiale af Oplysninger, som Par
terne fremskaffe, maa udøve den combinerende Selv
virksomhed, som er nødvendig ved Almensætningers
og Almenbegrebers Dannelse og Anvendelse paa indi
viduelle Facta.
Udtrykkeligt udtaler 0. sig kun meget kort an-
gaaende heromhandlede Gjenstand i nogle Bemærknin
ger om Beviset for fremmed Ret, der slutte hans Af
handling om fremmed Rets Anvendelse ved vore Dom
stole, jfr. Eunomia 4 B. S. 161. Han stiller her yder
lig strænge Fordringer til Beviset for fremmed Ret,
saa a t der kun i ringe Grad bliver Tale om a t gjøre
Krav til Dommerens Selvvirksomhed ved Udfindelsen
deraf. Men det maa beklages, a t han ikke er kommet
nærmere ind paa Sagen, navnlig paa det den egentlige
Vanskelighed voldende Spørgsmaal, hvorledes der skal
forholdes, naar det af ham fordrede, den høieste Grad
af Sikkerhed givende Bevis, nemlig en Erklæring af
den fremmede øverste Domstol, ikke kan skaffes, et
Spørgsmaal, som det laa saameget nærmere a t gjøre
sig, som den, der ved en udenlandsk Domstol skal op
lyse dansk Ret, ikke kan gjøre det paa den Maade,
da vor Høiesteret, som bekjendt, ikke meddeler Pri
vate slige Erklæringer. Imidlertid fremgaaer det dog
af det, han anfører, a t han tænker sig Beviset for de
udenlandske Retssætninger ført paa anden Maade og
i andre Former end det almindelige juridiske Bevis.
Men han har ikke ganske frigjort sig for Parallelismen
med Bevisførelsen for Facta, naar han paa dette Om-
raade overfører de almindelige Bevisbyrderegler og
læier, at hvor en P a rt har bevist Existentsen af en
udenlandsk Lov, bliver det Modpartens Sag, dersom
han gjør gjældende, a t der er ophævet eller forandret,
a t føre Beviset herfor. Denne Paastand, der iøvrigt