133 / 604
126
om dens virkelige Sammenhæng. Først Ørsted — i For
bindelse med Lassen — har Fortjenesten af a t have
bragt Klarhed tilveie i dette Forhold og i det Hele a t
have udviklet Forskjellen mellem Grundsætningerne
for den civile og den criminelle Proces i mange andre
Puncter, saaledes i Henseende til Læren om Bevis
byrden, og først gjennem disse to Mænds Virksomhed
i Literaturen og som Dommere er det bleven bragt
til almindelig Indsigt og Anerkjendelse, a t Vedgaael-
sen af et Factum i criminelle Sager kun kan komme
i Betragtning, forsaavidt den fremkalder Forvisning
om, hvad der i sig selv er san d t1).
Men ogsaa med Hensyn til egen Tilstaaelses
Virkning i civile Sager herskede der Tvivl og Uklar
hed i Datidens Procesvidenskab ikke blot hos os, men
ogsaa andensteds. Betydelige Processualister, hvis
Skrifter 0. ofte benytter, f. Ex. W ebe r2) og Schnei
der3), vilde i civile Sager ikke see andet i Tilstaael-
sen end et Bevismiddel, hvis Kraft hvilede paa, at
ingen kan antages a t ville lyve sig selv paa, en Op
fattelse, der bl. a. viste sig virksom deri, a t de an-
toge, a t den Tilstaaende i Beglen kunde hæve Til-
staaelsens ham skadelige Virkning i Processen ved
bagefter a t føre Bevis for dens Urigtighed. Andre
ikke mindre ansete Proceslærere, f. Ex. Gonner4) og
Grollmann5), hævdede, a t Tilstaaelsen i civile Sager
maatte betragtes som et Samtykke til, a t den paa-
beraabte Omstændighed maatte ansees a t forholde sig
]) Af m it Livs og min Tids Hist. 1 B. S. 291—92.
2) lieber die Verbindlichkeit zur Beweisführung im Civil-
prozesse S. 7.
3) Vollst. Lehre vom rechtl. Beweise S. 52.
4) Handbuch II. S. 368.
b Lehrbuch § 82 a.