137 / 604
180
af Mangel paa retshistorisk Indsigt —, a t dette ikke
er Christian Y. Lovs Standpunct, men a t denne virke
lig tilsigter a t give udtømmende Bevisregler paa nogle
Omraader af Vidnematerien, medens den ganske vist
paa andre lader Dommeren fuld Frihed. Det kan der
for ikke nægtes, a t ø .s Afhandling i flere Puncter
har givet Stødet til en friere Forstaaelse af Lovgivnin
gens Bestemmelser om Vidner, end der retshistorisk
lader sig forsvare, men lige saa vist er det, a t om
han end herved er kommen noget ud over Lovfortol
kerens Grændser, har han gavnet vor Retsudvikling
ved a t lede Praxis ind i det Spor, som fra et højere
legislativt Synspunct maa erkjendes for det rette, og
som efterhaanden gjennem den er bleven saaledes be
fæstet, a t det nu kan regnes for gjældende Ret. Han
er saaledes den første, der har videnskabeligt bestemt
og begrundet Begrebet „tildels lovfaste Vidner“, og
ved sin Autoritet skaffet det en fast og anerkjendt
Plads baade i Theori og Praxis, længe førend det blev
udtrykkelig anerkjendt i Lovgivningen, idet han gjorde
gjældende, a t det strider mod den juridiske Visheds
Natur ikke a t anerkjende Mellemtrin mellem fuldkom
men Troværdighed og fuldstændig Utroværdighed p, og
a t der desaarsag m aatte kræves bestem t Lovhjem
mel for at udelukke Dommeren fra, i Overensstemmelse
med Sagens Natur, a t tillægge Vidner en mindre Tro
værdighed end fuldstændig lovfaste uden dog a t regne dem
for aldeles ulovfaste. Det er naturligvis ikke Ø.s Mening
hermed a t bestride, a t Lovene kunne opstille og i flere
Puncter ogsaa virkelig opstille en legal Maalestok for
Vidnets Troværdighed og Utroværdighed, under hvilken
Dommeren maa bøje sig. A t gjøre Lovreglerne om
Vidnehabiliteten helt betydningsløse, ligger langt fra
P 1- c. S. 233 ff. samt mangfoldige Steder i det Følgende.