142 / 604
Mangfoldiggiørelse af Eder, a t Lovgiveren ikke har vil
let paalægge enhver, der sigtes for noget, a t frie sig
med Ed, men a t Loven ingenlunde har antaget, a t en
P a rt i og for sig havde Krav paa a t skjule de Facta,
hvoraf Forpligtelse for ham kunde flyde1). Denne
rigoristiske Opfattelse af Yidnepligten har dog v ist
nok ingensinde været anerkjendt i P ra x is2). Men
forsaavidt er hans Lære træng t igjennem, som han
først har hævdet, a t i al Fald en middelbar eller en
blot problematisk Interesse ikke bør komme i Betragt
ning hverken til a t svække Vidnets Troværdighed eller
til a t give det Krav paa Fritagelse for a t forklare.
Ved Spørgsmaalet om, hvad der udfordres til et
fuldgyldigt Vidnebevis, imødegaaer 0 . den da ikke
ualmindelige Anskuelse, hvorefter der tillagdes to Vid
ner en vis mystisk eller dog ikke rationelt forklarlig
Betydning som givende en absolut Vished i og for sig
selv. Han paapeger i Modsætning hertil, a t to Vidner
ligesom ethvert andet Maal af juridisk Bevis ikke giver
mere end en saadan Sandsynlighed, som i Livets Forhold
kan antages for tilstrækkelig, men ingen absolut Vis
hed og heller ikke en Vished, som er forskjellig fra
135
') Jfr. 1. c. S- 342.
2) Det fortjener her at bemærkes, at
8 .
liar gjort Udkast
til det i Cancelliskrivelse af 11 Marts 1820 indeholdte Svar
til det slesvigholsteen-lauenburgske Cancelli og navnlig
ogsaa til de Y ttringer deri, som synes bestem t at forudsætte,
at egeninteresse afgiver en Grund til at nægte sit Vidnes
byrd; heri synes at ligge en A rt Anerkjendelse fra hans Side
af, at hans baade i Nyt jur. Arch. 5 B. S. 220 (fra Aar
1813) og i Eunomia 4 B. 1. c (fra 1822) antagne viden
skabelige Mening om dette Punct ikke kunde gjøre Krav
paa at behandles som en i Praxis anerkjendt (Canc.s
Archiv).