147 / 604
140
hvorved Dømmekraften og Forstanden maa sæ ttes i
Virksomhed“. Herefter henregnes til Skønsforretninger
ogsaa de Undersøgelser, der kun gaa ud paa a t af-
gjøre, hvad der ved Tingen er og forefindes, naar de
kræve en dybere gaaende eller mere selvstændig
Aandsvirksomhed end den blot sandselige Beskuelse,
f. Ex. en Obductionsforretning, en Giftanalyse. Til denne
fra Sprogbrugen vistnok noget afvigende Adskillelse,
som ikke tidligere var gjort, knyttes vigtige Virknin
ger, idet de blotte Synsforretninger sæ ttes i Klasse
med Vidnebeviset, baade i den Henseende, a t Syns-
mændene i det Hele behandles efter Analogien af Vid
ner, sc. særligt tilkaldte Vidner, og i den Henseende,
a t deres Forretning kan afkræftes ikke blot ved et
Oversyn, hvortil naturligvis haves Adgang, men ogsaa
ved Vidnebevis. Forresten antages de egentlige Syns
forretninger ikke a t give Anledning til videre Bemærk
ninger. I den øvrige Del af Afhandlingen beskjæftigei
han sig nærmest med Skønsforretningerne som dem,
paa hvilke de særegne, for dette Bevismiddel eien-
dommelige, Regler re t egentlig finde Anvendelse. Det
gjøres stæ rk t gjældende, a t Skjønsmænd have mere
tilfælleds med Dommere end med Vidner, da de ikke
skulle indskrænke sig til en simpel Iagttagelse af Tin
gen og Beretning derom, men de skulle derimod „af
give en Betænkning over den omtvistede Gjenstand,
der i Kraft af deres Autoritet er gjældende og bindende
for Dommeren, som ikke er berettiget til a t pi øve
og efter sine Begreber forkaste Skjønsmændenes Me
ning, th i slige Mænd udnævnes, just fordi Dommeren
ikke besidder, eller ikke juridisk kan antages a t be
sidde de til Gjenstandens Bedømmelse fornødne Sag- ,
kundskaber. De ere altsaa virkelige Dommere an-
gaaende en vis Del af Factum“ *). I Henhold til denne
A t 0. dog senere modificerede denne Mening og ikke ude-