145 / 604
138
sagens Yærnething, Nødvendigheden af Modpartens og
andres Tilstævning og Undtagelserne herfra, Vidne
stævningens Indretning sam t Følgerne af Vidnets Ude
blivelse, Æmner, der alle vare mere eller mindre util
strækkeligt undersøgte tidligere. Ligeledes har 0.
undergivet Spørgsmaalet om Fortolkningen af D. L. 1.
13. 21 og 22 en Revision, ved hvilken han vel kommer
til det Resultat, som ogsaa hans nærmeste Forgjæn-
gere have an taget, nemlig a t begge Artiklerne kun
omhandle ærerørige og utilbørlige Yttringer om andre,
men han stø tte r dette Resultat paa en ny Argumentation,
idet han paaviser, a t de forhen anførte Grunde for
Fortolkningen, idetmindste tildels, vare urigtige eller
utilstrækkelige.
Dernæst behandler han udførligt
Spørgsmaalet om Indsigelsers Fremsættelse under
Vidneførselen saavel fra Parternes som Vidnernes Side
og i Forbindelse hermed Spørgsmaalet om Paaanke af
Vidnedommerens i saadan Anledning afsagte Kjendel-
ser sam t om Anvendeligheden af Frd. 17 Mai 1690 paa
disse. Ligeledes gjennemgaaes omhyggeligt alle de
Spørgsmaal, som angaaeVidnernesAfhørelse, Edfæstelse,
Vidnesagens Beskrivelse og Slutning m. v. Endelig-
undersøges, hvilke Virkninger Feil begaaede ved Things-
vidners Optagelse have, og hvorledes den formelle
Fremgangsmaade er, naar nogen vil anke over disse.
I alle disse Puncter har 0. skabt en Doctrin, som i
alt væsentligt er uimodsigelig og derfor optaget af de
senere Forfattere, medens der før hans Tid saagodt
som ikke forelaa nogensomhelst videnskabelig Behand
ling af disse practisk vigtige Spørgsmaal.