151 / 604
144
aldeles a t nægte, a t Modbevis kunde føres mod et of
fentligt Document, synes man dog a t have tæ nk t sig
dette som noget, der kun meget undtagelsesvis kunde
finde Sted, og Klarhed over de nærmere Regler herom
var der i al Fald ikke, jfr. Hørregaard § 1843. En
grundigere Behandling af Æmnet blev først givet af
0., navnlig i hans Afhandling om Yidnebeviset i Eu-
nomia 4 B. S. 420 ff., 465 ff., hvor han bl. a. kommer
udførligt ind paa Spørgsmaalet om Collision mellem
Bevis ved Documenter og Bevis ved Vidner. Han
sysselsætter sig her mindre med Spørgsmaalet om det
offentlige Documents Ægthed, men forudsætter 0, at
der herom gjælder den Regel, a t det offentlige Document
anses for ægte, dog a t Modbevis kan føres; derimod
dvæler han væsentligt ved det ulige vanskeligere, men
ogsaa meget mere practiske Spørgsmaal, om det offent
lige Document kan antages a t afgive fuldt Bevis for
det, som i samme bevidnes. I denne Henseende frem
hæver han allerede overfor de ældre altfor vidtgaaende
Paastande, a t det ikke kan siges ganske i Alminde
lighed, a t en Embedsmands skriftlige Bevidnelse om,
hvad han i Embedsmedfør og om Ting, hans Embede
Vedkommende, har erfaret, afgiver fuldt Bevis herfor,
men a t dette egentlig kun gjælder om de i lovlig Form
indrettede Protocoller eller de i bestemte Former un
der offentlig Autoritet udstedte Acter, hvorved navn
lig tænkes paa Notarialattestationer, sam t de officielle
Afskrifter af slige Protocoller eller Acter, medens det
ikke ellers kan opstilles som Regel, a t en Embeds-
*) Om den Ægthedsformodning, som maa gjælde til Fordel
for offentlige Documenter, handles der udtrykkeligt i
Bunomia 3 B. S. 550 - 51, hvormed kan sammenholdes en
•formodentlig af Ørsted forfattet Dom fra 1809 i Arch- for
Røtsv. 5 B. S. 222.