153 / 604
146
betragtes. Det var dengang en af flere Lovkyndige
hyldet Opfattelse, a t der ved den nævnte Artikel
var tillagt et Privatdocument, hvorunder Nogens Navn
staaer, en selvstændig Beviskraft, og a t det var i Hen
hold hertil, a t der i Lovbogen bruges det Ud tryk, a t
det er Productus tilladt „at frie sig med sin Ed“, naar
Documentet gjøres gjældende imod ham. I god Overens
stemmelse med denne Opfattelse antoge disse Lovkyn-
dige, a t naar Documentet produceredes i død Mands
Bo eller ved andre Lejligheder, hvor Producti Ed ikke
kunde faaes, m aatte Producenten være berettiget til
a t aflægge Sigtelsesed og derved tilvejebringe det for
nødne Bevis, ja der var endog dem, der fastholdt
Conseqventsen saa vidt, a t Documentet efter deres Me
ning m aatte gjælde mod Dødsboet uden Sigtelsesed.
Denne Lære, hvis i practisk Henseende yderst farlige
Følger ligge nær, gjendriver
0.
saaledes, a t den der
med var slaaet ihjel for bestandig, og de rigtige Syns-
puncter have siden den Tid været almindeligt antagne.
Det paavises, a t den nævnte urigtige Opfattelse vist
nok for en Del har sin Oprindelse fra den i almindelig
Brug værende, men i sig urigtige Benævnelse „exceptio
manus“, hvorved den Tanke fremkaldes, a t Fragaaelsen
af Underskriften er en Exception i dette Ords tech-
niske Betydning, for hvilken Bevisbyrden paahviler
den, der fremsætter den. Ligeledes godtgjøres det,
hvor urigtige de til S tø tte for Sætningen anførte sær
lige Grunde ere. Det blev saaledes sagt, a t da Loven
ikke har paalagt den, der erhverver et Document, a t
forsyne sig med Vitterlighedsvidner eller Notarialatte-
station, maa den have tillagt samme i og for sig en
bevisende Kraft, hvilken dog er bleven „indskrænket“
ved Reglen i 5. 1. 6. Dernæst blev det anført, a t
Documenters Beviskraft maatte følge af den be-
kjendte i al Ret antagne Maxime: quilibet præsumitur