159 / 604
152
er rigtigt a t benytte et saadant Middel som Parts
Ed til Oplysning i Rettergang, og efter a t have frem
stillet de forskjellige Maader, hvorpaa, og det forskjel-
lige Omfang, hvori flere af de vigtigste fremmede
S taters Love anvende Parts Ed som Oplysnings- eller
Afgjørelsesmiddel — i hvilken Forbindelse det paavises,
a t vor Lovgivning benytter Parts Ed i betydeligt
mindre Omfang end de fleste andre Lovgivninger —,
undersøges det, hvori Partsedens Natur og Væsen
rnaa sættes, og hvorledes de forskjellige A rter af den
maa opfattes. Her udvikler 0. nærmere den Tanke,
som han allerede i Prøveforelæsningen fra 1799
gjorde gjældende, og som dengang var ganske ny,
nemlig a t Sigtelsesed og Benægtelsesed ikke kunne
betragtes under samme Synspuncter som Bevismid
le r 1), men a t der bestaaer en paa vigtige Følger rig
Forskjel imellem dem deri, a t Sigtelseseden vel er
a t betragte som et Bevismiddel, om end af en noget
ejendommelig A rt, men a t Benægtelseseden derimod
ikke kan betragtes som noget Bevismiddel, ihvorvel
den indirecte kan virke til a t fremskaffe Bevis, for-
saavidt nemlig som den Proceserklæring, der ikke
bestyrkes ved den paalagte Benægtelseseds Aflæggelse,
9 Det siges saaledes hos Nørregaard § 1828, at .Øjemedet
med Parts Ed, hvorved der ikke skjelnes mellem Sigtel
sesed og Benægtelsesed, er at tilvejebringe Bevis for de
Facta, om hvis Rigtighed eller Urigtighed der tvistes, naar
saadant ikke paa anden Maade kan haves, og der drages
heraf den Slutning, at da Ed saaledes skal træde i andet
Bevises Sted og frembringe de samme Følger, som dette,
bør man tillige søge saa megen Vished om den Sværgendes
gode Villie som muligt o. s. v., og i Henhold hertil opstilles i
§ 1829 den Regel, at den, der paa Grund af virkelig eller
formodet Ufuldkommenhed i Villien ikke kan antages til
Vidne i andres Sag, heller ikke kan gjøre Ed i sin egen.